DMI om dagens vejr: Put dig under dynen og sov videre

13. januar 2018 06:59 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Det er ikke den eneste dyne, der deltager i dagens vejrudsigt.

Der er morgener, hvor udsigten til dagens dont bare byder en at blive liggende i sengen. Står det til Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, er denne lørdag sådan en dag. På Twitter har DMI således skrevet, at dagen bliver grå og overskyet, og i den forbindelse bliver folk slet og ret opfordret til at kravle i seng igen.

Da Newsbreak.dk taler med vagthavende ved DMI, Bolette Brødsgaard, har hun da heller ikke mange overraskelser klar for dagens vejrudsigt.

– Det er det samme som i går, siger hun til Newsbreak.dk.

Bolette Brødsgaard fortæller, at en grå dyne ligger over Danmark. Den er ikke fuld af vand, men den flytter sig ikke, og dagen i dag bliver derfor først og fremmest grå at se på. Der kan falde nedbør i Jylland, men det bliver ikke til meget.

Det bliver koldere

Som lørdag bliver til søndag, vil dynen langsomt forsvinde fra syd, hvilket i øvrigt vil få temperaturerne til at falde. Til gengæld kommer der mere synlig sol på himlen, og som søåndag så bliver til mandag, ser det ud til, at solen for alvor får lov til at vende tilbage.

– Mandag kan der godt komme sol til det meste af landet, fortæller Bolette Brødsgaard til Newsbreak.dk. Til gengæld ser det mandag aften ud til, at der, først i Jylland, så i resten af landet vil falde regn.

Temperaturerne vil i dagtimerne ligge omkring frysepunktet, og i nattetimerne for de kommende dage kan de godt dykke et stykke. Mandag kan der endda risikere at være dagsfrost, og kombineret med en smule blæst bliver de kommende dage en kold oplevelse.

Der er til gengæld fortsat ikke udsigt til, at Danmark bliver ramt af rigtigt vintervejr, da Bolette Brødsgaard ikke kan se megen sne i prognosen for de kommende dages vejr.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu