ANNONCE

DMI: -Pas på!

21. september 2020 07:37 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Nogle steder vil sigtbarheden være så ringe, du skal være meget opmærksom.

Vejret den 21. september 2020 starter i den mere ubehagelig ende; nemlig med varsel om voldsomt vejr i det meste af landet.

(På kortet i galleriet over artiklen kan du se, om du bor i dén zone – og den er stor).

Meldingen er da også helt klar. Eller, nærmere det modsatte:

– Vi har tæt tåge mange steder, siger Anna Christiansson, vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, til Newsbreak.dk.

Den tåge er decideret farlig – i hvert fald, hvis man skal ud at køre.

– Vi har et varsel ude. Det betyder sigtbarhed på 100 meter – måske endda under det. Så man skal være forsigtig, siger Anna Christiansson.

Et sted i landet er varslet dog kun et risikovarsel; nemlig i det nordjyske.

– Her er der lokale tågebanker, siger Anna Christiansson.

Tågen forventes dog at lette igen i løbet af morgenen.

– Det bliver gradvist bedre. Varslet er gældende til klokken 09, herefter er tågen ikke så tæt, siger vagtchefen.

Alligevel vil det meste af formiddagen høre under kategorien ‘gråvejr’.

Vejret den 21. september 2020 bliver lunt

Ved middagstid skal det gerne være klaret op – og så er der noget at se frem til; nogen eller en del sol.

– I de nordvestlige egne kan skyerne dog godt blive liggende, siger Anna Christiansson.

Temperaturerne bliver pæne – nemlig op til mellem 15 og 20 grader.

– Varmest i de sydlige og østlige egne, hvor solen får lidt magt, siger Anna Christiansson.

Det meste af landet får svag til jævn vind – og i løbet af natten kommer temperaturerne ned mellem 5 og 12 grader.

Og så starter det forfra.

Tirsdag bliver nemlig – stort set – en gentagelse af vejret den 21. september 2020.

I nat dannes der igen tåge – som langsomt forsvinder i løbet af formiddagen.

Det vil dog blive lidt varmere – nemlig op til 22 grader.

– Hvis skyerne forsvinder, siger Anna Christiansson.

Onsdag kommer til at markere et skifte i vejret.

– Fra torsdag vil vi få lidt regn og lidt byger, slutter meteorologen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu