ANNONCE

DMI: Rigtig vintervejr på vej

2. januar 2021 07:26 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Kulden har trukket ned over sig - men endnu lader sneen vente et par dage på sig

Skal du ud i trafikken lørdag morgen så pas på. Der er nemlig meget tåget flere steder i landet – og risiko for isglatte veje.

Det sidste – de glatte veje – måtte otte bilister tidligt lørdag morgen mellem klokken 05 og klokken 06 sande, da de kom kørende på Herningmotorvejen. Her gik det helt galt: Bilerne kørte af vejen og motorvejen blev efterfølgende spærret.

Hos Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, er vagtchef Mette Wagner da også ude med en advarsel til bilisterne:

– Man skal altså være varsom. Dels er der tåge mange steder og dels kan det være glat. Heldigvis er der blevet saltet mange steder, men man skal alligevel passe på, siger Mette Wagner.

En rodebutik

Vejret i weekenden er ifølge Mette Wagner lidt af en rodebutik.

– Vi har et lavtryk liggende over os. Det dør stille og roligt i løbet af dagen. men det er lavtrykket, der gør, at vi har det vejr, vi har med tåge især i Jylland og på Fyn samt rim- og isglatte veje. Nogle steder er der ned til 50 meters sigtbarhed. Men det letter i løbet af formiddagen, siger Mette Wagner.

Og så byder det ellers på gråvejr uden nedbør over det meste af landet.

– Måske med undtagelse af Bornholm, der kan få lidt sne eller slud. I resten af landet kommer der nok ingen nedbør. I Nordjylland kan der måske endda blive et lille hul til solen i løbet af dagen – men det bliver nok kortvarigt, lyder det fra vagtchefen.

Kulden fortsætter

Dagtemperaturerne kommer lørdag op på mellem frysepunktet og tre eller fire graders varme.

– Det bliver varmest ved kysterne mens der inde i landet er koldere. Vi har fået kulden trukket ned over os. Det betyder nætter med frostgrader og kun lige lidt over frysepunktet i dagtimerne. Natten til søndag kan der komme enkelte sne- eller sludbyger. Men det er ikke meget, siger Mette Wagner, der forventer at søndagens vejr bliver lidt af en gentagelse fra lørdag.

Vinteren er på vej

Selvom kulden er over os, så føler mange af os at det ikke rigtig er blevet vinter før der kommer noget sne.

For dem, der går og sukker efter hvidt nedbør, er der måske lys for enden af tunnelen. For i løbet af den kommende uge forventer Mette Wagner at vi får sne.

– Ja, det kan der meget vel komme, som prognoserne ser ud lige nu. Men vi skal lidt tættere på midten af den kommende uge, før vi kan sige noget mere sikkert, siger Mette Wagner.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu