DMI: Så vild bliver weekenden

14. december 2018 15:18 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk

Der er udsigt til en råkold weekend, hvor der vil falde både sne og slud.

Hvis du gik og håbede på, at fredagens vejr ville ende som et enkeltstående kapitel med sne og slud, så kan du godt tro om igen. Den vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut, Frank Nielsen fortæller nemlig, at sneen vil vare ved henover weekenden.

– Det, der ligesom er udfordringen, er, at lørdagen bliver meget det samme som man oplever fredag. Der er stadig de her stedvise slud- og snebyger, siger Frank Nielsen fra DMI.

Temperaturen bliver heller ikke noget at råbe hurra for, da man kan forvente mellem minus tre og tre graders varme. Men selvom temperaturen langt fra er inspirerende, så skal ikke glæde sig til søndag. Der bliver det nemlig meget værre.

– Søndag blæser det også meget den første halvdel af dagen. Det kan måske ende med kuling i sydøst. Vi har en front, der presse lidt på ude fra vest. Den har set ud til, at den skal svækkes, men det kan ikke udelukkes, at den vil give sne søndag aften, forklarer Frank Nielsen.

Men som om at det ikke var nok, så vil blæsten på alle måder få Danmark til at minde om Arktis.

– Det kan nemt føles som -8 til -10 med en kraftig vind, siger Frank Nielsen.

Vejret slår om

Men i løbet af søndagen vil man opleve, at vejret gradvist ændrer sig – og her er det altså ikke til det varmere – til et mere sammenhængende snefald natten til mandag.

Det ustadige vejr, der skifter meget frem og tilbage fortæller noget om, at det rigtig er ved at blive vinter i Danmark. Men går man og drømmer om hvid jul, så kan håbet måske godt pakkes væk igen, forklarer meteorologen.

– Generelt set så ender det nok op med, at der kommer en lunere luft op til næste weekend igen. Det er i hvert fald, hvad vores prognose fortæller os lige nu, siger Frank Nielsen.

Mandag begynder temperaturen igen at stige, hvilket I kan se i prognosen øverst.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu