ANNONCE

DMI: Sådan bliver fredagsvejret

14. januar 2021 20:45 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Natten til fredag bliver det isnende koldt - og der kan enkelte steder komme lidt sne

De fleste står op til isnende kulde fredag morgen – det kan betyde is på bilruder, glatte veje og endda en smule sne enkelte steder.

Den kolde morgen kommer efter en isnende kold nat til fredag, hvor temperaturen kan snige sig helt ned på minus syv grader i Nordsjælland, hvor det formentlig bliver koldest. Men også i resten af landet vil natten til fredag blive med temperaturer under frysepunktet, fortæller Bolette Brødsgaard, vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, til Newsbreak.dk.

Nattefrosten gør, at trafikanter fredag morgen skal være opmærksomme på at vejene kan være glatte. Så selv om der på grund af corona-pandemien måske ikke er så mange bilister på vejene, er det ikke en invitation til at køre stærkt. Så risikerer man nemlig at ende i grøften.

Lidt sne

Enkelte steder i landet kan der i løbet af natten komme lidt sne. Men det bliver ikke overvældende meget.

– Der kan komme lidt omkring Lolland-Falster og i Storebæltsregionen – det vil sige nok mest på Fyn. Men det bliver ikke meget mere end en centimer eller der omkring, siger Bolette Brødsgaard.

Frosten fortsætter

Fredag morgen og formiddag fortsætter det med at være koldt – under frysepunktet.

– Der kan komme lidt mere hul i skydækket så solen kan titte frem. Men jeg forventer at vi får dagsfrost. Til gengæld lægger vinden sig nok, så det ikke føles helt så koldt. Det kan godt gå hen og blive en dejlig dag udendørs, siger Bolette Brødsgaard.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu