DMI: Skybrud, blæst og kulde

8. juni 2019 07:07 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk

Der bliver nok at se til i pinsen, hvis man bare skal holde øje med vejret.

Del:

Der er efterhånden pinsestemning over landet – og mange danskere har nok pakket bilen, taget toget eller blot planlagt at vende snuden hjem til familie og venner i løbet af højtiden.

Men hvis man har store forkromede planer om at have det vildt i det fri med grillarrangementer, telt i haven og cykelture, så bør man nok lige genoverveje de planer. Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, er nemlig lidt skeptiske overfor de kommende dage.

– Vi har en koldfront, der ligger ned over landet med byger og regn, men den trækker mod nordøst og den giver plads til en lille smule sol senere på dagen, siger Bolette Brødsgaard, der er vagtchef ved DMI til Newsbreak.dk.

– Der bliver sendt nye skyer ud over landet i morgentimerne. Mens der i løbet af eftermiddagen kommer yderligere nye skyer, men også regn, forklarer hun videre.

Temperaturerne er stadig hæderlige og der vil være mellem 15 og 20 grader i løbet af lørdagen, men Bolette Brødsgaard kommer med en advarsel.

–  Hvis man har planer om havetelt, så kan det godt blive en spændende oplevelse, fordi det vil blæse, siger den vagthavende meteorolog.

Risiko for skybrud

Man er vel næppe forkert på den ved at sige, at man havde håbet på en tør pinse – generelt er der nok næppe mange danskere, der vælger regnen som sit foretrukne vejr.

Men Bolette Brødsgaard bekræfter, at der altså er risiko for skybrud i løbet af lørdag morgen.

– I forbindelse med koldfronten har vi sendt en varsel ud for skybrud. Der har været heftig regn, men om der decideret har været skybrud ved vi ikke endnu, siger hun til Newsbreak.dk.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Hvad med resten af pinsen?

Hvis man sidder tilbage med en slukøret fornemmelse og mest af alt lyst til at smække en film på TV’et, så er det nok ikke unaturligt. Vejret er på ingen måder inspirerende eller sommer-agtigt, hvis man ikke ser temperaturen.

Men Bolette Brødsgaard forklarer dog, at søndagen vil blive en væsentlig bedre dag end lørdag.

– Søndag bliver der mere sol, men stadig lidt blæsende. Man vil stadig have en frisk vind fra sydvest. Det er afgjort en bedre dag end lørdag, siger hun.

Mandag er mere af samme suppe.

– Hvis man kigger på anden pinsedag, så vender vinden, men det bliver stadig med temperaturer i de her 15 til 20 grader. Men der er altså stadigvæk risiko for nedbør, afslutter meteorologen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu