ANNONCE

DMI starter ugen med advarsel

12. oktober 2020 06:55 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

DMI advarer mandag morgen.

Allerede fra efterårsferien start advarer Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, om vejret den 12. oktober 2020.

Fra morgenstunden er store dele af landet nemlig indhyllet i tæt tåge, og det har fået vejrtjenesten til at udsende et såkaldt risikovarsel.

I galleriet over artiklen kan du se, hvor risikovarslet gælder. Det er for alle steder fælles, at varslet gælder frem til klokken 8 mandag morgen:

– Her i morgentimerne har vi ret udbredt tåge på Sjælland og tågebanker i Syd- og Østjylland og på Fyn, der gør at sigtbarheden enkelte steder er ned til 100 meter. Så man skal køre forsigtigt på motorvejen mandag morgen, forklarer vagthavende meteorolog Erik Hansen fra DMI.

Samtidig er temperaturerne til den lave side fra morgenstunden. Ifølge meteorologen er temperaturerne klokken 6 helt nede omkring frysepunktet enkelte steder i Jylland, mens man på Sjælland har et par graders varme.

Efterårsferievejr

Op ad formiddagen vil tågen så småt forsvinde.

Herefter kommer dagen til at byde på nogen sol, og det vil de fleste steder holde tørt.

I løbet af eftermiddagen vil der dog komme flere byger ind over landet, og temperaturerne fra dagen vil lande omkring 10-13 grader:

– Det er starten på en efterårsferie med køligt vejr, lyder det fra DMIs Erik Hansen.

Tirsdag ser ud til at blive en dag med tørt og skyet vejr, før der onsdag kommer et vejrskifte:

– Onsdag bliver vi ramt af et  blæsevejr, der først rammer Bornholm med helt op til hård kuling fra nordøst, siger Erik Hansen og fortsætter:

– Men det bliver også blæsende i resten af landet. Regnen vil samtidig bevæge sig fra nordøst og vil også berøre Fyn og Sjælland, mens Jylland ser ud til at gå fri, siger meteorologen.

I det hele taget ser vi frem mod en efterårsferie, hvor dagtemperaturerne får svært ved at hæve sig over 10 grader.

Om natten vil temperaturerne mange steder komme ned omkring frysepunktet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu