DMI varsler: Det bliver farligt

14. februar 2020 14:33 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Der advares om både voldsomt og farligt vejr i de kommende dage.

Fredag er ikke det til at se det, men endnu et stort uvejr er nu på vej mod Danmark.

Det sker søndag, og Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, drejer nu på varsels-knapperne.

Artiklen fortsætter under videoen

Vagthavende meteorolog Lars Henriksen fra DMI advarer om, at det fra søndag kan blæse kraftigt:

“Søndag og mandag tager lavtrykkene turen ind mod den centrale del af Skandinavien. På sydsiden af lavtrykkene blæser det kraftigt og det får vi at mærke i Danmark søndag og mandag!,” skriver han på DMIs hjemmeside.

Vinden kan ifølge DMI flere steder nå op på hård kuling fra sydvest med vindstød af stormstyrke. Ved kysterne lokalt op til stormende kuling og vindstød af stærk storm

DMIs varsel om vindstød gælder hele den jyske vestkyste samt dele af Sjælland. Der er udsendt risikovarsel for resten af Jylland, hele Fyn samt dele af Sjælland og Lolland.

Så kommer vandet

Udover vinden forventes også betragtelige mængder vand.

I form af regn ventes der 20 til 40 millimeter frem til mandag aften. Gennemsnittet for hele februar var fra 1961-1990 på 38 millimeter. Fordelt ud over hele måneden.

Men det mest påtrængende vand, og årsagen til at DMI advarer om decideret farligt vejr, er at vandstandene vil stige.

Således varsler DMI om markant forhøjede vandstande fra Vadehavet i syd og op til vestlige Limfjord i nord.

Du kan holde dig opdateret om varslerne på DMIs hjemmeside.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu