DMI: Forrygende vejr på vej

15. april 2019 07:07 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Der er vildt godt vejr på vej mod Danmark - de kommende dage bliver med masser af sol og så stiger temperaturen op til 20 grader senere på ugen.

DMI: Forrygende vejr på vej
Der bliver masser af mulighed for at nyde vejret i påsken med temperaturer op i nærheden af de 20 grader. Arkivfoto.
Del:

De seneste dage har været kolde, men nu er det snart slut. Lige om hjørnet venter en varm påske og temperaturerne begynder allerede fra tirsdag at skyde i vejret.

Det bekræfter vagtchef Jesper Eriksen, Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, over for Newsbreak.dk.

– Temperaturen stiger langsom men sikkert. Samtidig får vi stort set ingen nedbør i den kommende uge. Kun tirsdag er der risiko for lokale byger, siger Jesper Eriksen.

Mandag får vi en del sol men stedvist kan der blive mere skyet. Temperaturerne vil ligge mellem 5 grader og 10 grader – natten til tirsdag kan der komme nattefrost helt ned til minus 4 grader.

Tirsdag vil ligne mandag ret meget – men så sker der ellers noget på temperaturfronten.

Onsdag stiger dagtemperaturerne til mellem 10 grader og 15 grader. Torsdag og bliver det en tak varmere med mellem 12 grader og 17 grader mens det lørdag kan blive op til 18 grader. Og det vejr ser ud til også at fortsætte både søndag og mandag i næste uge – alle dage tørt med en hel del sol.

– Det ser ud til at vi får det ret lunt. Lokalt kan det blive endnu varmere end 17 eller 18 grader, da vi altid regner med et udsving på cirka to grader, siger Jesper Eriksen.

Meget tørt

Det eneste minus i vejrudsigten er manglende nedbør. Og det er lidt paradoksalt efter en marts måned med rekordnedbør.

– Vi ligger kun  på 2,5 mm nedbør i april måned indtil videre. Og de kommende dages vejr ser ikke ud til at ændre på det. Det er usædvanligt tørt derude årstiden taget i betragtning, siger Jesper Eriksen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu