ANNONCE

Op til 28 grader

19. juni 2020 05:48 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Men det er i næste uge - først skal vi så grueligt meget igennem med skybrud og tordenvejr

Sol, sommer og 28 grader. Det er guleroden, som du kan se frem til når vi først engang har været igennem en god omgang møgvejr.

Ifølge vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Trine Pedersen, så ser fredag, lørdag og søndag meget ens ud – og det bliver med voldsomt vejr.

– Prognosen for hele landet siger kraftigt regn, lokale skybrud og torden. Derfor har vi også et varsel ude om netop skybrud og torden på vores hjemmeside, siger Trine Pedersen.

Temperaturmæssigt ser det egentlig ganske fornuftigt ud. Dagtemperaturerne fredag – som i øvrigt også kommer til at gælde nogen lunde for lørdag og søndag – ligger på mellem 20 grader og 25 grader. Varmest bliver det i Nordjylland mens resten af landet – specielt den sydvestlige del – nok kommer tættest på de 20 grader.

Sommer for alvor

Mandag bliver nok den dag i den kommende uge, hvor vi rammer bunden.

– Det bliver den koldeste dag – hvis man da kan sige det om temperaturer mellem 17 grader og 22 grader, siger Trine Pedersen, der derefter lægger op til at sommeren for alvor kommer tilbage.

– I den kommende uge stiger temperaturerne langsomt men sikkert. Som det ser ud nu så når vi op på 28 grader mange steder i landet når vi kommer hen til fredag. Det kan selvfølgelig ændre sig jo tættere vi kommer på, men prognoserne ser forholdsvis sikre ud, siger Trine Pedersen.

Men før vi kommer så langt, så er det altså frem med gummistøvlerne – for regnen vil være domminerende i den weekend vi nu går ind i.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu