ANNONCE

DMI: Først nattefrost og så kan det blive varmt

19. marts 2020 06:55 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Vi skal lige igennem nogle ganske fine dage og så lidt nattefrost , inden det for alvor går løs med varmt vejr - måske......

Om en uge kan Danmark været badet i sol med temperaturer op mellem 10 grader og 15 grader – hvis alt flasker sig.

Men inden vi får mulighed for at være så heldige, så skal vi igennem nogle ganske pæne dage, der dog i weekenden ender ud med udbredt nattefrost. Det fortæller vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Dan Nilsval.

– I dag, torsdag, kan vi få en lidt skyet start over de sydlige egne af Danmark. Ellers bliver det en dag med nogen sol i det meste af landet og dagtemperaturer op mellem 7 grader og 10 grader. Hvis man gerne vil bruge dagen ude i haven, så find en mur, der ikke står direkte i vindretningen. Vi får en let til frisk vind fra vest, lyder det fra Dan Nilsval.

Lokalt nattefrost

I aften og i nat får vi lidt flere skyer op over den sydlige del af landet. Natten til fredag bliver med lokalt let frost i den centrale del af jylland.

– Fredag ser ud til at blive tør de fleste steder med nogen eller en del sol. Temperaturerne falder en smule til mellem 5 grader og 10 grader, siger vagtchefen.

Efter fredag får vi et par dage med lidt koldere vejr – specielt om natten.

– Natten til lørdag og de kommende nætter kan blive med udbredt nattefrost i hele landet. I weekenddagene bliver dagtemperaturerne en anelse lavere – ned mellem 3 grader og 8 grader. Der kan også komme enkelte regn- eller sludbyger, siger Dan Nilsval.

Næste uge kan blive varm

Kigger man lidt længere ud i prognoserne, så ser det ud som om varmen over den sydlige del af Europa kan finde vej mod Danmark.

Hvornår det helt præcist i givet fald sker, er endnu for tidligt at sige nøjagtig. Men Dan Nilsval vil ikke afvise, at det sker op mod weekenden i den kommende uge.

– Og det kan blive med en hel del sol og temperaturer mellem 10 grader og 15 grader. Det lyder jo slet ikke så skidt, siger Dan Nilsval, som samtidig slår fast at vi jo i forvejen går mod varmere og lysere tider.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu