DMI advarer: Vindstød af stormstyrke på vej

11. januar 2019 06:46 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

De kommende dage bliver præget af vind, høje dagtemperaturer og nattefrost.

Der er igen spændende vejr på vej mod Danmark i de kommende dage. Det viser prognoserne. Men det er ikke prognosen for vejret den 11. januar 2019, der er den mest interessante.

Det oplyser vagtchef Martin Lindberg, Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, til Newsbreak.dk.

– I løbet af de kommende dage kan det gå hen og blive ret voldsomt. Det begynder fredag morgen med en opklaring i vejret. Fredag får vi desuden en del sol og stort set tørt vejr. Temperaturerne vil ligge mellem 3 og 8 grader, men det vil til gengæld blæse med en jævn til hård vind fra vest – ved vestkysten op til kuling, siger Marting Lindberg.

Natten til lørdag bliver det ret klart vejr i det meste af landet.

– I Jylland får vi lidt flere skyer ud på natten. Vinden bliver let til frisk fra nordvest og drejer senere om i vest. Temperaturerne vil i nat ligge på mellem minus 1 og 3 graders varme – lavest i Nordjylland og på Sjælland. Lørdag bliver med lidt sol i de østlige egne men ellers overskyet og med regn vestfra. Lørdagstemperaturerne vil ligge mellem 3 grader og 7 grader, siger Martin Lindberg.

Vindstød af stormstyrke

Natten til søndag klarer det igen op og derfor skal vi igen have nattefrost.

– Det bliver ned til minus 2 grader og det bliver koldest i Nordjylland. Søndag bliver i øvrigt en dag med ret voldsomt vejr. Den begynder overskyet, meget blæsende og med regn vestfra. Vinden tiltager og bliver efterhånden jævn til hård – ved vestkysten op til kuling. Når vi kommer hen til søndag aften så kan vi ved vestkysten få vindstød af stormstyrke. Det vil sige vindstød op over 25 meter pr. sekund. Det kommer til at tage et døgns tid, men ser ud til at holde sig stabilt ude ved vestkysten, siger Martin Lindberg.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu