DMI: Nu bliver det rigtigt efterår

12. november 2019 07:02 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Blæst, regn og nattefrost - men der bliver også et kig til solen i ny og næ.

Hvis du skulle være i tvivl, så er november den sidste af efterårs-månederne. Og det kan mærkes på vejret, der i de kommende dage rigtig lever op til årstiden.

Det bekræfter vagtchef Thor Hartz, Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, over for Newsbreak.dk.

Artiklen fortsætter under videoen

– I dag (tirsdag/ red.) er en rigtig efterårsdag. Det bliver blæsende med en jævn til hård vind – op til kuling i vindstødene. Og ved det jyske vestkyst kan vindstødene blive af hård kuling. Samtidig kommer der en del byger. Det er specielt Jylland, der bliver ramt. Resten af landet får spredte byger med enkelte kig til solen, siger Thor Hartz.

Dagtemperaturerne kommer til at ligge på mellem 5 grader og 8 grader tirsdag mens nattetemperaturerne bliver ned til frysepunktet eller måske endda under.

– Det klarer op tirsdag aften og vinden begynder at aftage. Det betyder, at temperaturerne i de inde dele af landet falder så langt ned, at der kan komme en smule frost, siger Thor Hartz.

Mere sol

Onsdag og torsdag vil dagtemperaturerne ligne tirsdagens med mellem 5 grader og 8 grader. Men der kommer lidt mere sol og lidt mindre regn.

– Bygerne bliver mere spredte – det samme gør skyerne. Dog med undtagelse af på Bornholm. Her vil det være skyet og regnen mere intens.

Selvom det klarer op over en stor del af landet, så skal vi alle være opmærksomme på risikoen for nattefrost.

– Natten til onsdag og natten til torsdag kan vi sagtens komme ned under frysepunktet. Risikoen er nok størst i den indre del af Jylland, men det kan brede sig til Fyn og Sjælland også, siger Thor Hartz.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu