DMI: -Det bliver vådt og blæsende

14. november 2019 06:46 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Efterårsvejret fortsætter: Det bliver fortsat vådt hen over weekenden og så skrues der op for blæsten.

Der er udsigt til typisk dansk efterårsvejr både torsdag og de kommende dage.

Det fortæller vagtchef Lars Henriksen, Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, til Newsbreak.dk.

– Torsdag er en dag hvor vi får et område med lave skyer og måske tåge op over den sydlige del af Danmark. Men skyerne skulle gerne bryde op i løbet af dagen og så kan vi efterhånden få lidt sol. Der kan komme en lokal byge, men ellers bliver det mest tørt. Temperaturerne torsdag vil ligge på mellem 4 grader og 8 grader. Vind er der ikke så meget af. Den bliver svag til jævn fra syd eller sydøst, siger Lars Henriksen.

Natten til fredag er den eneste dag i resten af ugen, hvor der kan komme lidt nattefrost.

– Men sker det, så bliver det meget lokalt. De kommende nætter ser det ikke ud til, at der er nattefrost på menuen, siger Lars Henriksen.

Det blæser op

De kommende dage bliver også rigtig efterårsagtige.

Fredag får vi overvejende tørt vejr  med lidt sol. I løbet af dagen skyer det mere og mere til i den sydlige del af landet og der kan komme en lokal byge. Temperaturerne kommer fredag til at ligge på mellem 5 grader og 10 grader, forklarer Lars Henriksen, der i prognosen ser en hel del vind på vej.

– Vi får fredag en jævn til hård vind. Ved kysterne op til kuling. Så det kommer til at blæse en del, siger vagtchefen.

Lun weekend

Temperaturerne for weekenden fejler bestemt ikke noget. De ligger i den lune del af efterårsskalaen med dagtemperaturer på mellem 6 grader og 11 grader.

– Men lørdag vil det stadig være noget blæsende. Det ustadige vejr med skiftevis regnbyger og solglimt fortsætter, siger Lars Henriksen.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu