DMI: -Sådan bliver dit fredags-vejr

14. september 2018 07:00 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Vejret den 14. september 2018 bliver ret forskelligt afhængig af hvor i landet du befinder dig. Nogle får ifølge DMI en hel del sol mens andre må affinde sig med en meget våd dag fuld af regn.

Er du en ægte lykkejæger, så er det i dag du skal afsted på skattejagt. For vejret den 14. september 2018 byder nemlig på lige dele regn og sol mange steder.

Det betyder, at der er gode chancer for at opleve regnbuer – og for enden af regnbuen står jo ifølge sagnet en krukke med guld. Så det er bare om at komme afsted med gummistøvler og en trillebør – så du kan transportere skatten hjem……..

Hvis man skal se på vejrudsigten fra den lidt mere seriøse afdeling, så fortæller vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Lars Henriksen fredag morgen til Newsbreak.dk, at fredagen bliver meget forskellig alt efter hvor i landet man bor.

– I den sydøstlige del af Danmark får vi i løbet af fredagen nogen sol. I resten af Danmark står den mest på skyet vejr med regn og byger. Nogle steder kan der i fredagsdøgnet komme op til 10 eller 15 millimeter regn, siger Lars Henriksen.

Fredagen bliver til gengæld forholdsvis lun over hele landet med temperaturer mellem 15 og 18 grader.

Blandet weekend

Også weekenden tegner til at blive en blandet bolsjebutik – i hvad fald hvad angår vejret.

– Vi får perioder med nogen sol men også byger og regn, siger Lars Henriksen, der forventer følgende temperaturer:

– Lørdag får vi mellem 14 og 17 grader mens vi søndag skruer lidt op for temperaturerne til et sted mellem 17 og 20 grader.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu