DMI: Halvdelen af landet får en sommerdag

16. august 2018 06:52 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

I dag kan der for jyderne være god grund til at finde brobizzen frem, hvis de vil nyde en sommerdag

Vejret den 16. august 2018 byder på en rigtigt flot, fin og solrig sommerdag – hvis man er så heldig at være bosat øst for Storebælt.

For ifølge Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, vil der i dag, torsdag, være store regionale forskelle på, hvordan vejret udarter sig.

Det fortæller vagthavende meteorolog hos DMI, Dan Nilsvall:

– Det ser ud som om, vi får et varmepust over den østlige del af landet i dag, med temperaturer op mod 26-27 grader. Det kan opleves som en dejlig sommerdag. I den vestlige del af landet vil skyerne dominere, og det bliver lidt køligere, med temperaturer mellem 20 og 24 grader, siger Dan Nilsvall.

Vejret den 16. august 2018: Jysk regn og blæst, sjællandsk sol og varme

Den store forskel på temperaturerne skyldes især mængden af skyer. Over Sjælland og de andre østlige egne vil der ikke være mange skyer, og det vil give solen anledning til at varme overfladen op.

I det jyske, specielt i Syd- og Vestjylland, vil solen have sværere ved at trænge gennem skyerne. Samtidig vil de jyske skyer også kunne indeholde regn, selvom Dan Nilsvall ikke forventer samme kraftige byger, som den seneste uges tid har budt på.

Det skyldes ifølge Dan Nilsvall den vindretning, vi har i dag og i de kommende dage:

– Vi har vestlige vinde i højderne, og det gør at chancerne for kraftige byger er ret lave, siger han.

I aften og i nat vil skyerne efterhånden trække mod øst, så også Sjælland får et lag skyer ind over sig. Der vil være stedvise regnbyger, der kan indeholde torden, specielt i det jyske.

Temperaturerne falder i aften og i nat til et sted mellem 15 og 20 grader, og vinden aftager til svag til jævn fra sydvest.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu