ANNONCE

Solen kigger frem: Her er chancerne størst

16. juli 2020 06:33 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Vejret den 16. juli 2020 bliver både med tørvejr og risiko for regn.

Vejret den 16. juli 2020 er igen lidt blandet. Fælles for hele landet kan det siges, at der er risiko for byger, men at det ifølge prognoser mestendels skal holde tørt.

Alt efter hvor man befinder sig ændres chancerne for sol, lyder det fra Danmarks Meteorologiske Institut, DMI. Se om dine solchancer er store længere nede i artiklen.

Til gengæld kan vi se frem til, at der snart bliver endnu flottere vejr.

Blandet vejrpose

Endnu en gang byder vejret på lidt af hvert.

– Det er en blandet vejrpose i dag, siger den vagthavende meteorolog ved DMI Erik Hansen til Newsbreak.dk og fortsætter:

– I morgentimerne ligger der en del byger over Nordsjælland, som trækker østover, så nogle vil opleve et par gode byger.

– I Jylland er der en hel del skyer, men vi forventer, at der kommer huller i skydækket, tilføjer han.

Anderledes er det dog i Nordjylland.

– Der er allerede sol i Nordjylland, og vi forventer, at det varer ved hele dagen, siger den vagthavende meteorolog.

Selv om der er chancer for sol i Jylland, så kan man også beregne at se lidt til enkelte byger en gang i mellem. Dog ventes det, at det holder mest tørt.

Vejret den 16. juli 2020 med lidt vind

På Bornholm bliver det endnu en grå og sandsynligvis våd dag.

– På Bornholm bliver det ret skyet med perioder med regn, siger den vagthavende meteorolog.

Vejret på øen bærer fortsat præg af det frontsystem, der ellers har passeret den resterende del af landet.

Temperaturerne er også ligesom de forrige dage.

– De bliver meget mådelige med op til 20 grader, forklarer meteorologen.

– Til gengæld bliver der ikke ret meget vind, tilføjer han.

Så finder man et sted med en solplet, vil det med sikkerhed føles sommerligt.

Flotte dage i vente

Det er nok de færreste, der har ment, at denne uge har budt på rigtig sommerferievejr.

Flere steder har det mestendels været gråt og til tider også ret vådt. Men det ser ud til, at det ændrer sig i slutningen af ugen.

Først om fremmest ser vejret den 16. juli 2020 natten til fredag ud til at holde tørt.

– Bygerne vil fortsætte frem til natten, men de fleste vil opleve, at det holder mest tørt, siger den vagthavende meteorolog og fortsætter:

– Men så kommer der en opklaring.

Fredag, lørdag og søndag ser ud til at byde på mere sommerligt vejr med solskin.

– Det ser ud til, at der er et par pænere dage i vente fredag, lørdag og til dels søndag, før det går galt igen, siger den vagthavende meteorolog.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu