ANNONCE

Dagens vejr byder på særligt fænomen

19. december 2020 06:43 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Det er om at se med - lørdag er der kig til særligt himmedlegeme.

Dagens vejr byder på særligt fænomen
Det særlige fænomen "solskin" kendes især fra sommermånederne. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Vejret den 19. december 2020 byder på et – for tiden – ganske særligt vejrfænomen.

I løbet af morgenen og formiddagen vil der nemlig være kig til en stor, gul kugle på himlen. Det særlige himmellegeme kaldes solen, og der er god chance for, at de fleste får den at se:

– Særligt først på dagen er der chancer for, at alle får den at se. Der driver lidt banker af lavthængende skyer ved vestkysten, der kan brede sig til resten af landet derefter, siger Trine Pedersen, vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

Ellers vil dagen byde på temperaturer mellem 5 og 8 grader, og vinden vil blive let til frisk fra syd.

I løbet af aftenen vil der komme flere skyer – nu med regn – ind fra vest, og regnvejret vil brede sig ind over landet.

Søndag ser ud til at blive – som vi efterhånden kender det godt – endnu en skyet dag.

Hvad med julen?

Den landsdækkende hvide jul kan godt endeligt lægges i graven for 2020s vedkommende, siger Trine Pedersen.

Der vil dog være chancer for nedbør med hvidt snit i løbet af juleaftensdag, siger meteorologen:

– I selve dagtimerne ser det ud til, at den sydlige halvdel af landet ligger under et tykt skydække med især regn – men måske slud. Men det bliver ikke frostvejr, så det er ikke noget, der vil blive liggende, siger Trine Pedersen.

Længere nord på vil det være køligere, men overvejende holde tørt, lyder det fra meteorologen.

Skal man have vejrmæssige oplevelser i løbet af juledagene, så ser meteorologen juledag den 25. som et bedre bud:

– Natten til den 25. ser vinden ud til at dreje i nord, så vi den 25. kan få en ret flot dag med kølig vind fra nord, men ganske klart vejr, siger Trine Pedersen og fortsætter:

– Sådan kan det blive i hele Jylland – men juledagens regnvejr vil fortsat hænge over den østlige del af landet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu