Her bliver det 30 grader – her kan der komme skybrud

19. juni 2019 07:17 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Vejret den 19. juni 2019 står nok engang i vejrvarslernes tegn. Der er risiko for voldsomt vejr flere steder. Men det lysner snart.

Er man typen, der elsker regn og torden, vil vejret den 19. juni 2019 nok vække glæde. Der er nemlig udsigt til begge dele, hvis ellers man bor i den del af landet, Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, har udsendt et risikovarsel for.

Risikovarsler er de mildeste varsler, der findes hos DMI, og de indikerer blot, at der er udsigt til voldsomt vejr, hvis ellers prognoserne ikke ændrer sig alt for radikalt. Gør de ikke det, er hele Jylland i farezonen for tordenbyger og lokale skybrud mellem 13.00 og 00.00 onsdag.

Vagthavende ved DMI, Klaus Larsen, fortæller til Newsbreak.dk, at det voldsomme vejr er på vej mod Danmark sydfra. Det rammer Jylland først, og det betyder også, at Danmark bliver delt i to, hvad temperaturerne angår.

Artiklen fortsætter under videoen

Hvor man i de østlige og sydøstlige dele af landet har udsigt til op til 30 graders varme, må resten af landet nøjes med 20-25 graders varme. Sådan er det, når Jylland er i farezonen for at blive ramt af flere lokale skybrud, som dagen skrider frem.

Det våde og voldsomme vejr, der er på vej fra syd, vil bevæge sig mod øst, når det når Danmark. Det betyder også, at der i hele landet er udsigt til regn og torden. Men da det voldsomme vejr ser ud til at miste pusten, når det begynder rejsen mod øst, har man hos DMI ikke vurderet, at det er nødvendigt at advare resten af landet om risiko for voldsomt vejr.

– Det begynder at klare op i løbet af natten, men hele landet kan få regn og torden i løbet af aftenen og natten, siger Klaus Larsen til Newsbreak.dk.

Vejret den 19. juni 2019 betyder starten på enden

Hvor vejret den 19. juni 2019 altså igen handler om regn og torden, ser det anderledes ud, hvis vi ser lidt længere frem i tiden. Det bliver dog først køligere, som følge af det våde vejr, der venter landet onsdag. Torsdag og fredag er der udsigt til 20 graders varme, men hen mod weekenden ser det ud til, at vejret vender igen, og at det stabiliserer sig.

– Vi får varmere temperaturer igen, og det er ovre med risikoen for regn og skybrud, siger Klaus Larsen.

Vejret i Danmark har været, som det har, den seneste tid, fordi Danmark har ligget der, hvor en masse varm luft fra syd er stødt ind i en masse kold luft fra nord.

– Det er en ubehagelig cocktail at være midt i, siger Klaus Larsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu