DMI: Nu bliver det for alvor koldt

19. november 2018 07:01 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk

Der venter danskerne en særdeles kold og blæsende dag med vejret den 19. november 2018. Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut.

Det er helt tydeligt, at vinteren efterhånden er kommet rigtig tæt på, når man tager et kig på Danmarks Meteorologiske Institut, DMI’s, prognose for vejret den 19. november 2018.

Der venter nemlig danskerne en rigtig kold dag, som også bliver særdeles blæsende, lyder det fra vagthavende meteorolog ved DMI, Bolette Brødsgaard, til Newsbreak.dk.

– Det kommer til at føles rigtig koldt i hvert fald. Temperaturen er lav, og det kommer til at blæse en del, siger Bolette Brødsgaard.

Dagens temperatur kommer til at ligge på omkring fem grader, forklarer hun.

– Vinden bliver frisk fra østlig retning. Dog op til hård ved kysterne. Når det blæser så meget kommer temperaturen heller ikke til at svinge meget mellem dag og nat, så vi får også nogenlunde samme temperatur i nat, siger Bolette Brødsgaard.

Vejret den 19. november 2018: Klassisk efterårsdag

Udover det kolde og blæsende vejr venter der også danskerne en skyet dag, der enkelte steder kan medføre lokale byger.

– Især i de sydlige egne og i Trekantsområdet kan der komme byger – men det bliver ikke de helt store mængder regn. Det bliver lette og kortvarige byger, som relativt hurtigt går over. Men det kan selvfølgelig også være irriterende nok i sig selv, siger Bolette Brødsgaard.

Dog kan man også være heldig at få en smule sol at se, hvis man befinder sig længere nordpå i landet.

– Der kan godt komme enkelte huller i skyerne, hvor man kan få solen at se. I Nord- og Østjylland og i det nordlige Sjælland er der de bedste muligheder for det, siger Bolette Brødsgaard.

Du kan se vejrtjenestens seneste prognoser i galleriet ovenfor.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu