Der er godt nok 5 grader, men det føles som…

20. november 2018 06:54 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Vejret den 20. november 2018 kommer til at føles kold. Mildest talt.

Vejret den 20. november 2018 lyder måske godt på papiret – i virkeligheden bliver følelsen en helt anden.

Er du til frysepizza, så er det lige før du kan tage sådan en fætter ud af fryseren og gå en tur med den – uden den tør op.

Eller, sådan kommer det i hvert fald til at føles. Også selv om termometeret siger plus.

Dagens temperatur kommer til at ligge omkring de fem grader, men…

– Det bliver en dag, der føles kold, siger Lars Henriksen, vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, til Newsbreak.dk.

Vejret den 20. november 2018 bliver blæsende

Det gør det på grund af vinden – og den kommer der en del af.

– Den bliver jævn til frisk og stedvis hård fra øst, siger Lars Henriksen, der også kan tilføje, at det bliver værre, hvis man befinder sig ved kysterne; her kan man komme op på hård vind.

– Og ved Østersøen stedvis kuling, siger vagtchefen.

Den vind bevirker, at det kommer til at føles som 0 grader – af de trælse – hvis man bevæger sig udenfor. Og sådan bliver det i hele landet.

Sol, skyer og byger

Ellers kan man være heldig at opleve lidt af den periodevise sol, der dog også kommer. De knapt så heldige vil se skyer og få byger – især i den sydlige halvdel af landet.

Det vil stadig være blæsende i løbet af aftenen og natten, temperaturerne falder dog til mellem 2 og 5 grader, så det kommer til at føles endnu koldere, når du skal ud at give Fido den sidste luftning.

Billedet kommer ikke til at ændre sig det store i løbet af de næste dage – onsdag også overvejende skyet, kold og jævn til hård vind fra øst og sydøst.

Temperaturerne holder sig omkring de 5 grader, og det vil stadig være blæsende. Det betyder også, det stadig vil føles, som om man ligger på de 0 grader.

Natten til fredag kan der dog komme nattefrost, men der er ikke umiddelbart meldinger om glatte veje i nær fremtid.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu