ANNONCE

Nu bliver vejret lunere: Der er dog et men

21. marts 2021 06:34 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Der er risiko for glatte veje søndag og mandag morgen, før vejret er vendt

Nu bliver vejret lunere: Der er dog et men
Man kan få solen at se søndag. Man skal dog være klædt på til årstiden for at kunne nyde det. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Vejret søndag kommer til at stå i solens tegn, men årstiden, og vinden, gør, at det fortsat ikke kommer til at føles alt for varmt at være udenfor.

Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, oplyser, at dagen ser ud til at blive rigtig flot. Det er søndag morgen kun Bornholm, der stadig er dækket til af skyer, og har udsigt til regn fra morgenstunden.

– Det forsvinder den næste times tid, siger Erik Hansen, vagthavende meteorolog ved DMI, til Newsbreak.dk.

Vinden aftager

Man kommer til at mærke blæsten, ved kysterne kan man opleve noget, der ligner kuling, og vindens voldsomhed, eller mangel herpå, har indflydelse på temperaturerne.

Der er udsigt til op til 5 graders varme i kystvendte områder med pålandsvind, mens resten af landet får 7-8 graders varme, lokalt op til 10 graders varme.

Den kommende uge ser ud til at blive mere mild, end ugen der er gået. Vinden slår om, og det betyder, at der fra mandag er udsigt til 10-12 graders varme.

Vejret bliver ikke særlig solrigt, da der er udsigt til en del skyer i de kommende dage. Til gengæld er der ikke udsigt til særlig meget regn.

– Hovedoverskriften for den kommende uge er en del flere skyer end vi får i dag. Men det bliver lunere, siger Erik Hansen til Newsbreak.dk.

Farvel til nattefrost

Udsigten til mere mildt vejr betyder også, at det snart er slut med nattefrost for nu.

Erik Hansen fortæller, at temperaturerne natten til søndag har gjort, at der kan være isglatte veje lokalt i Jylland søndag.

Syd- og Sønderjyllands Politi har af samme årsag på Twitter advaret mod risikoen for glatte veje i kredsen søndag morgen.

Natten til mandag er der igen risiko for temperaturer under frysepunktet enkelte steder, og med det følger risikoen for glatte veje.

Bilister skal derfor passe på lokalt søndag og mandag morgen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu