ANNONCE

Snart forsvinder solen – og så bliver det vådt

22. maj 2020 06:59 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Vejret den 22. maj 2020 starter flot i hele landet. Desværre venter en koldfront ude over Nordsøen.

Vejret den 22. maj 2020 vil formentlig glæde de fleste fra morgenstunden med en del solskin, selv om der også er skyer på himlen.

Desværre ser det næppe ud til, at solskinnet fortsætter. For ude over Nordsøen bevæger en koldfront sig ind over Danmark med en masse skyer og regnvejr, lyder det fra Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

Regnvejr på vej

Dagen starter flot med solskin i store dele af landet.

– Det varer ikke ved, for der ligger mange skyer over Nordsøen, der trækker ind over Jylland i formiddagstimerne, med en hel del regn, siger den vagthavende meteorolog ved DMI Henning Gisselø til Newsbreak.dk.

I løbet af dagen trækker regnvejret også ind over den østligere del af Danmark.

– Jo længere vestpå man bor, des tidligere vil man opleve regnvejret, lyder det fra den vagthavende meteorolog.

Vejret den 22. maj 2020 bliver varmt

På trods af at det kommer til at regne, så vil flere steder i landet opleve sommerlige temperaturer.

– Temperaturen lægger sig mellem 15 og omkring 20 grader. Det bliver ikke over 20 grader, men der er flere steder, der vil opleve at nå 20 grader, siger meteorologen.

Vinden bliver let til frisk, men kan blive op til hård ved kysterne.

Særligt ved kyster med pålandsvind, vil man opleve en del mere vind.

Vinden aftager dog i løbet af natten.

Opklaring til eftermiddag

Regnvejret kommer til at strække sig over hele dagen. Men da det driver østover, vil opklaringen i vejret den 22. maj 2020 ske tidligere i den vestlige del af Danmark.

– I Jylland er der opklaring på vej i løbet af aftentimerne, hvor regnvejret fortsat vil være over Sjælland og Bornholm. I løbet af natten vil det klare op på Sjælland, mens regnen fortsætter på Bornholm, siger den vagthavende meteorolog.

I forbindelse med opklaringen vil der særligt i Jylland opstå tågebanker.

Nattens temperaturer lægger sig mellem syv og 12 graders varme.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu