ANNONCE

Susende start på torsdagen

22. oktober 2020 06:35 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Vejret den 22. oktober 2020 bærer præg af nattens voldsomme vind.

Vejret den 22. oktober 2020 er fra morgenstunden flere steder fortsat præget af meget blæsende vejr, særligt i de sydøstlige egne af landet.

Det giver kraftig vind flere steder, lyder det fra Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

Men vinden skulle aftage i løbet af dagen, og så er der udsigt til en opklaring i vejret, som flere steder ellers byder på byger.

Voldsomme vindstød

Natten til torsdag har vinden bidt sig fast.

Den kraftigste vind DMI har registreret, var på Sydals.

– Ved to-tiden var det stormende kuling. Lokalt op til storm men generelt kuling, som er det kraftigste, vi har målt i løbet af natten, siger den vagthavende meteorolog ved DMI Frank Nielsen til Newsbreak.dk og fortsætter:

– Men på samme tidspunkt var der fuldstændig vindstille i Aalborg på grund af det lavtryk, der bevægede sig ind over landet. Så det har været meget forskelligt.

I morgen- og formiddagstimerne befinder det blæsende vejr sig særligt i de sydøstlige egne altså på Sjælland og Bornholm.

Denne morgen frarådes vindfølsomme køretøjer også at køre over Øresundsbroen, mens der ved andre danske broer er varsel om kraftig vind, fremgår det af Vejdirektoratet.

Vejret den 22. oktober 2020: Vinden aftager

Men heldigvis er der udsigt til, at torsdagens vejr bliver mere stille og roligt.

På Bornholm er der omkring klokken 06.00 dog målt en tiltagende vind, men det vurderes, at den aftager i løbet af de kommende to timer.

Det er også gældende for den resterende del af landet.

– Vinden er aftagende i formiddag, men så vil man i løbet af eftermiddagen opleve, at vinden tiltager igen, dog kun til en jævn til hård vind, siger den vagthavende meteorolog.

Torsdagens vejr byder også på byger hist og her.

– Det er især i den nordvestlige del af Jylland, men derefter vil der komme en opklaring fra sydøst, siger den vagthavende meteorolog.

Lune temperaturer

Selv om natten har været meget blæsende, så har det overraskende nok ikke været ret koldt.

– Dagstemperaturen lægger sig mellem 13 og 15 grader, så det er ganske lunt. Nattens temperaturer har også været ret lune, siger den vagthavende meteorolog.

På trods af en opklaring i vejret den 22. oktober 2020 denne eftermiddag, så vender det ustadige vejr altså tilbage.

– I aftentimerne kan man igen opleve byger hist og her, siger den vagthavende meteorolog.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu