ANNONCE

DMI: Her kan der falde julesne

23. december 2020 06:44 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk

Enkelte steder i landet kan få sne i luften juleaftensdag.

Vejret den 23. december 2020 kommer til at blive den sidste i en række af milde, grå og efterårsagtige decemberdage.

Der er således lagt op til et skifte i vejret, allerede når juleaftensdag torsdag står for døren – der blandt andet betyder, at enkelte steder i landet kan få en smule hvidt nedbør.

Men det vender vi tilbage til.

Først skal et lavtryk nemlig passere sydover landet i løbet af onsdagen, oplyser vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), Trine Pedersen, til Newsbreak.dk.

– Det bliver overvejende tørt med lidt smådryp hist og her. Når det her lavtryk passerer i løbet af eftermiddagen, kan der komme byger i den sydlige del af landet, siger Trine Pedersen.

Dagtemperaturen for vejret den 23. december 2020 kommer til at ligge på mellem 3 og 8 grader, og vinden bliver svag til jævn – dog kan vinden i den nordlige del af landet blive en anelse kraftigere.

Vejret den 23. december 2020 slutter med skifte

I løbet af natten til torsdag bevæger lavtrykket sig øst for landet.

– Og det er rigtig godt, for så får vi vinden fra en nordlig retning ned fra de norske fjelde, og det betyder, at vi får en solskinsmorgen torsdag (juleaftensdag red.), og at der der mulighed for, at der dannes snebyger over Kattegat, siger Trine Pedersen.

Man skal dog ikke sætte næsen op efter et snedækket julelandskab, uddyber hun.

– Der kan komme sne i luften, men der plusgrader, så det er ikke noget, der bliver liggende, siger Trine Pedersen.

I galleriet ovenfor kan du få et kort overblik over, hvornår der sidst har været hvid jul i Danmark – og hvor ofte det rent faktisk sker.

Fakta

Hvad er hvid jul?

Ved en landsdækkende hvid jul forstås normalt at mere end 90 procent af Danmark er dækket af sne 24. december om eftermiddagen.

Men ikke kun med et drys af sne eller blot med rim på jorden.

Snedybden skal være mere end en halv centimeter.

Kilde: DMI.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu