Nu stikker vejret helt af

26. juni 2019 07:06 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Vejret den 26. juni 2019: Puuuuha ...

Vejret den 26. juni 2019: Du kan godt forberede dig på, at temperaturerne igen – nogle steder – kommer til at dirre omkring de 30 grader.

Sådan var det også tirsdag. Onsdag er der dog også steder, hvor vinden kan ramme vestkysten med kulingstyrke.

Onsdag begynder nærmest, hvor tirsdag sluttede.

– Det bliver endnu en varm dag, siger Anja Bodholdt, vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, til Newsbreak.dk.

Vejret den 26. juni 2019: I den helt varme ende

Omkring klokken 06 står termometret mellem 16 og 20 grader, men det stiger. Og stiger hurtigt i løbet af formiddagen.

I den nordlige og nordvestlige del af Jylland kommer man op på 18-20 grader, inde i landet op på mellem 25 og 28 grader. I resten af Danmark helt op til 30 grader.

– Der kommer en koldfront ind, der dog ikke har noget vejr med sig. Men det betyder lavere temperaturer ind over landet, siger Anja Bodholdt.

Det betyder, at det gradvist begynder at bliver koldere fra middagstid og frem. Samtidig tiltager vinden fra nordvest.

Sidst på dagen ender vi så mellem 11 og 23 grader i Jylland, 22-26 på Sjælland.

Artiklen fortsætter under videoen

Når uret viser 21 viser termometret omkring de 15 grader i Jylland og 20 på Sjælland.

– Det bliver en køligere nat, mellem 11 og 15 grader. Og så bliver det ret blæsende – op til hård vind, siger Anja Bodholdt.

Når du vågner torsdag blæser det stadig. Den aftager dog i løbet af dagen, og også torsdag kommer der en del sol.

– I den sydvestlige del af Jylland dog mere skyet, siger vagtchefen, der forudsiger temperaturer på mellem 18 og 23 grader.

Herfra går det så opad igen.

– Det kommer til at stige et par grader om dagen, så vi søndag igen får omkring de 30 grader, siger Anja Bodholdt.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu