ANNONCE

Så varmt bliver det

7. august 2020 07:38 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Vejret den 7. august 2020 bliver værd at skrive hjem om. Hvis du har kræfter til det ...

Hvis du er en af de, der synes, at torsdag var en varm dag, så er der ikke godt nyt i vente.

Vejret den 7. august 2020 bliver nemlig endnu varmere.

Mere om det senere. (Længere nede i artiklen kan du også se et kort over de steder i landet, der er varslet om decideret ‘farligt vejr’).

– Torsdag blev der målt over 30 grader flere steder. Det højeste var 30,8, siger Frank Nielsen, vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, til Newsbreak.dk.

I dag får den så lige en tak opad. Eller; nogle steder 1,2, for nu at være helt nøjagtig.

Landet kommer generelt til at have temperaturer mellem 25 og 30 grader.

– Lokalt kan der komme 32 grader. Det afhænger af vinden, siger Frank Nielsen.

Den bliver forøvrigt svag til jævn.

Sandsynligvis bliver det Himmerland, Midt- og Vestjylland og den vestlige del af Sønderjylland og Sjælland, er kan få termometeret til at gå i rødt.

– Det bliver rigtigt varmt og en fin afslutning på skolernes sommerferie, som Frank Nielsen udtrykker det.

Vejret den 7. august 2020: Varmeste dag længe

Dagen bliver altså sandsynligvis den varmeste i lang tid. Vi skal tilbage til juni, hvor der blev målt 29,2 grader.

I 2019 blev der målt ni dage med 30 grader eller derover, i 2018 hele 13 af slagsen.

Ifølge TV2 sneg den varmeste dag i 2017 sig blot op på 26,8 grader.

Varm nat

Som det fremgår af kortet herunder, så skal du nok forvente at sove med vinduet åbent.

– Det tager tid, at få kølet ned. Så det kan blive tropenat, siger Frank Nielsen.

Det betyder temperaturer på 20 grader eller derover. Vi skal frem til sidst på natten for at gøre os håb om at komme under.

De steder, hvor det kan blive lidt koldere, vil typisk være Danmarks ‘odder’ som Sjællands Odde og Skagen, mens også Anholt er en mulighed.

Natten til fredag er der dog målt 11 grader i Isenvad syd for Karup. Ifølge Nielsen et af de steder, der typisk ligger i den lavere ende.

Weekenden

Det bliver ikke meget koldere i weekenden – det gode og varme vejr fortsætter.

Søndag skal en svag front dog passere, men da den gør det med varme på begge sider, kommer der ikke de store udsving.

Vinden vil dog friske op. Det betyder, at graderne vil falde til mellem 20 og 25 grader; alligevel vil der kunne måles 30 grader flere steder – sandsynligvis i den østlige del af landet.

– En varm weekend, som vagtchefen udtrykker det.

Klar, parat, varm skolestart

Mandag starter landets skoler. En passende påklædning vil være af den lettere slags.

Mandag til onsdag kommer til at ligge mellem 23 og 29 grader.

I og med, der kommer en smule vind fra øst, så ..:

– Det bliver mere behageligt, slutter Frank Nielsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu