ANNONCE

DMI: Snart kommer det normale vejr

7. december 2020 06:54 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk

De seneste dage har budt på lune dage for årstiden - men snart dykker temperaturen til et mere normalt december-leje.

Vejret den 7. december 2020 kommer til at lægge sig i slipstrømmen af weekendens vejr.

Det bliver således en mild gråvejrsdag, hvor der dog kan komme let kig til solen mod øst.

Det fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), Martin Lindberg, til Newsbreak.dk.

– Det bliver skyet med stedvis let dis især i den vestlige del af landet. I den østlige del kan der komme lidt eller nogen sløret sol i løbet af morgenen, men det bliver helt skyet i eftermiddag, siger Martin Lindberg.

De forholdsvis milde temperaturer fra weekenden fortsætter også mandag, hvor dagtemperaturen kommer til at ligge på mellem fem og ni grader.

Vejret den 7. december 2020 bliver blæsende

I løbet af eftermiddagen er der desuden en svag front, der trækker indover landet.

– Men det bliver ikke med solidt, vedvarende regn overhovedet. Det bliver små mængder, siger Martin Lindberg.

Det bliver desuden forholdsvis blæsende med en jævn til hård vind fra sydvest, der ved østvendte kyster kan blive op til kuling.

“Normalt” vejr på vej

De seneste dage har været forholdsvis lune for årstiden, men temperaturen tager et dyk, når mandag bliver til tirsdag, fortæller Martin Lindberg.

– Det bliver lidt køligere de kommende dage, og dagtemperaturen vil falde til mellem 3 og 6 grader. Der kan også lokalt komme nattefrost natten til tirsdag og natten til onsdag. Så det bliver mere normalt for årstiden, siger den vagthavende meteorolog.

Det skyede vejr vil dog fortsætte de kommende dage, og der kan også komme perioder med regn.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu