ANNONCE

DMI: Nu bli’r det bedre

8. juli 2020 06:39 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Vejret den 8. juli 2020 er en forbedring sammenlignet med dage tidligere på ugen.

Vejret den 8. juli 2020 ser en del bedre ud, hvis man sammenligner med, hvordan vejret har været de øvrige dage i denne uge.

Der er faktisk udsigt til sol flere steder, lyder det fra Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

– Det bliver en ganske hæderlig dag, siger den vagthavende meteorolog ved DMI Frank Nielsen til Newsbreak.dk.

Og det stopper ikke denne onsdag. Læs mere om det senere.

En tand bedre

De seneste dage har været regnfulde og nogle steder endda også stormfulde. Mest af alt er vejret i denne uge blevet sammenlignet med efterår frem for sommer.

Nu sker der dog en mindre forbedring af vejret.

– Det bliver en tand bedre i dag, konstaterer den vagthavende meteorolog og fortsætter:

– Der er ikke så mange byger som tidligere dage, og så er der chancer for lidt til nogen sol.

Solchancerne er størst i Vendsyssel, Nordjylland og Nordsjælland, lyder det fra den vagthavende meteorolog.

– Længere sydpå vil man opleve en del flere skyer, siger Frank Nielsen.

Vejret den 8. juli 2020 med lidt nedbør

Det har været vådt de sidste par dage.

Heldigvis er der udsigt til, at der ikke er tale om mængder af nedbør i sådan en grad, som danskerne ellers har oplevet i løbet af ugen.

– Det er ikke de store mængder. De fleste steder vil nok få mellem en til to millimeter regn, siger den vagthavende meteorolog.

Han understreger desuden, at der vil være steder i landet, der slet ikke vil opleve byger.

Lokalt kan vinden blive op til hård, men ellers er den let til frisk fra vest og nordvest.

Temperaturerne er dog stadig ikke helt sommerlige.

De lander mellem 15 og 18 grader denne onsdag.

Et ophold i regnen

Dermed er der altså udsigt til, at vejret den 8. juli 2020 bliver en del bedre end mandagens og tirsdagens vejr.

Endnu bedre ser vejret ud til at blive torsdag.

– Vinden aftager, så torsdag ser det ud til, at der bliver tørvejr, siger den vagthavende meteorolog.

Men før du får skruet op for smilet og sendt tankerne mod liggestole, svalende drinks og masser af is, så bliver det hele forpurret af fredagens vejr.

– Der er lidt skidt i posen fredag. Der ser vi et tilbagefald, lyder det fra den vagthavende meteorolog.

Selv om der har været en del usikkerhed om prognoserne for fredagens vejr, er der nu en nogenlunde sikkerhed bag udtalelserne.

Desværre vender vi tilbage til det meget våde, grå og ruskende vejr, som vi også startede ugen med.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu