ANNONCE
En dykker, som torsdag aften blev indlagt på Rigshospitalet i kritisk tilstand efter en ulykke ved Skovshoved Havn, er afgået ved døden.
Det oplyser Jakob Tofte, vagtchef ved Nordsjællands Politi, fredag morgen.
Personen, en mand på 61 år, kom fra Lyngby-Taarbæk Kommune.
Årsagen til ulykken kendes endnu ikke.
– Det skal eksperter med forstand på dykkerudstyr finde ud af, siger vagtchefen.
Manden var del af en gruppe dykkere.
Nordsjællands Politi skrev torsdag aften, man var til stede på havnen efter melding om en mulig drukneulykke.
Senere skrev Beredskab Øst samme sted, at en person var fundet ‘på dybere vand’ og reddet op og overgivet til akutberedskabet for videre behandling.
Politiet oplyste samme sted, at en dykker var fundet ‘i kritisk tilstand’.
En person fra gruppen alarmerede politiet klokken 20.17.
Mandens pårørende er blevet underrettet.
ANNONCE