Død kvinde fundet ved kirke

26. februar 2020 20:30 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Politiet var onsdag til stede ved Lyngby Kirkestræde.

En kvinde midt i 40’erne er blevet fundet død ved Lyngby Kirkestræde, der ikke overraskende lægger vej til Lyngby Kirke. Det bekræfter Nordsjællands Politi for Newsbreak.dk onsdag aften.

Fundet blev gjort af en forbipasserende, der således kontaktede Nordsjællands Politi i løbet af onsdag eftermiddag. Siden da har politiet koncentreret sig om findestedet, der periodevis har været afspærret.

I sig selv er det mistænkeligt, at en kvinde i 40 årsalderen falder død om – især i det fri – og derfor har politiet behandlet det som et såkaldt mistænkeligt dødsfald.

Det betyder i bund og grund, at der bliver iværksat en efterforskning tilsvarende, hvis der var tale om et drab. Klokken 19.30 kan vagtchef Søren Bjørnestad til Newsbreak.dk afvise, at det er tilfældet.

– Nu er vi færdige med vores arbejde på stedet, og der er ikke grundlag for at tro, at der er sket noget som helst kriminelt i sagen, siger han.

Efterforskes

Fordi der altså ikke er tale om en kriminel handling som grundlag for kvindens død, så er politiets efterforskere på nogenlunde bar bund. Det er unægtelig mystisk, når mennesker i 40’erne pludselig dør.

Vagtchefen oplyser, at de pårørende til kvinden er blevet underrettet, men han kan ikke fortælle, at der ad den vej er tilvejebragt oplysninger, der kan bidrage til at tegne et billede af hændelsen.

– Det skal indskrænkes, og det vi blandt andet forsøger at finde frem til er sådan noget som tidspunkt for hendes død, men selvfølgelig også en dødsårsag, siger Bjørnestad.

Efterforskere på stedet onsdag koncentrerede sig ifølge Newsbreak.dks oplysninger i særdeleshed om kirkegården ved Lyngby Kirke. Det fremgik desuden af videomaterialet.

Hvis nogen har viden til brug for sagen, hører Nordsjællands Politi gerne fra dig på telefonnummer 114. Det kan også lade sig gøre at kontakte politikredsen på sikker e-mail via politi.dk.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu