ANNONCE

Død: Stod bag megahits

10. september 2020 05:13 | Af: Ritzau Fokus

Ronald "Khalis" Bell stod bag flere hits som "Celebration" og "Jungle Boogie". Han døde onsdag morgen.

Død: Stod bag megahits
Medlemmer af bandet Kool & the Gang. (Arkivfoto) Foto: Youssef Boudlal/Reuters

Ronald “Khalis” Bell, en af grundlæggerne og sangerne i bandet Kool & the Gang, er død. Han blev 68 år.

Han døde i sit hjem på De Amerikanske Jomfruøer med sin kone ved sin side onsdag morgen lokal tid, oplyser talsmand Sujata Murthy til nyhedsbureauet AP.

Dødsårsagen kendes ikke, og Bell efterlader sig ti børn.

Sammen med sin bror Robert “Kool” Bell dannede han i 1964 det succesrige band, som fortsat er aktivt i dag.

Gruppen havde sit udgangspunkt i jazzen, men fik siden stjernestatus med iørefaldende funk- og R&B-sange.

Kool & the Gang står bag sange som “Celebration”, “Jungle Boogie” og “Summer Madness”.

Sidstnævnte blev brugt i flere film, herunder “Rocky” og “Baby Boy”. Sangen blev også brugt i en reklame for sportsgiganten Nike med basketball-spilleren LeBron James.

I 1978 modtog bandet en Grammy for dets soundtrack til filmen “Saturday Night Fever”.

Kool & the Gang har spillet flere koncerter i Danmark. Blandt andet i 2014 gav bandet koncert i Falkoner Salen på Frederiksberg, mens bandet også har spillet til Midtfyns Festivalen i begyndelsen af 00’erne.

Begravelsen af Ronald “Khalis” Bell vil være privat, melder talsmand Sujata Murthy.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu