Dødelig fuglevirus kan true den danske solsort

13. november 2018 18:28 | Af: Ritzau Fokus

25.000 solsorte i Tyskland er døde af en virus, der spredes af myg. Virussen er nu på vej mod Danmark.

Dødelig fuglevirus kan true den danske solsort
Den danske solsort er truet af en farlig sygdom, der kommer til fra syd. Foto: Scanpix.

En dødelig fuglevirus, der især rammer solsorte, er på vej mod Danmark.

Usutu-virussen spredes via myg og har bredt sig nordpå gennem Europa. Tyskland har i år indrapporteret mindst 25.000 døde solsorte.

Bladet Fugle og Natur, der er medlemsblad for Dansk Ornitologisk Forening, melder, at den dødelige virus nu har spredt sig helt op til den danske grænse.

Biolog i foreningen Henning Heldbjerg vurderer, at virussens fulde effekt først vil vise sig i Danmark til næste sommer, da myggene trives bedst fra maj til september.

– Tyskerne har fortalt, at først var det enkelte tilfælde, og så spredte den sig.

– Det kan følges op af en bestands nedgang. Næste år kan det godt betyde, at der er færre solsorte i bestandene, siger Henning Heldbjerg.

Det er varmen

Det er det varme vejr i Europa, der har bragt virussen med sig. Det betyder, at en kold sommer i Danmark kan redde solsorten.

– Har vi en kold sommer, så er det ikke sikkert, vi ser noget som helst til det, siger han.

De fleste tilfælde i Tyskland er konstateret omkring Hamburg. Det er derfor sandsynligt, at folk i Sønderjylland allerede har fundet døde solsorte i haven eller naturen.

Henning Heldbjerg opfordrer nu danskerne til at hole øje med, om solsorten opfører sig mærkeligt, eller om den pludselig ligger død.

– De fugle, som bliver ramt, bliver apatiske og sløve. De flyver ikke væk, og når de har haft virussen i en dag eller to, så falder de døde om.

– Vi har bragt det frem, fordi det er en fugl, som alle kender og holder af. Man ser den ofte i haven, og så skal man bare være opmærksom på, at opfører fuglen sig mærkeligt, så kan det være, den er syg, siger han.

Virussen er ikke farlig for mennesker.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu