ANNONCE

Dødsfald sættes i forbindelse med AstraZeneca

25. april 2021 21:17 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

En 57-årig AstraZeneca-vaccineret mand døde af en blodprop. Region Hovedstaden mistænker vaccinen

Dødsfald sættes i forbindelse med AstraZeneca
Region Hovedstaden sætter AstraZeneca-vaccinen i forbindelse med endnu en dødbringende blodprop. (Arkivfoto) Foto: Arnulfo Franco/Scanpix

En 57-årig mand, døde i marts af en voldsom blodprop i hjernen, cirka en uge efter at han havde fået AstraZeneca-vaccinen mod covid-19.

Det skriver B.T.

Mandens storebror fortæller til avisen, at hans lillebror havde et usædvanligt lavt antal blodplader.

Region Hovedstaden bekræfter over for B.T., at den har indberettet dødsfaldet til Lægemiddelstyrelsen “som en mulig bivirkning til AstraZeneca-vaccination”.

Lægemiddelstyrelsen afviser at be- eller afkræfte indberetning, med begrundelse om at oplysningerne er personhenførbare.

Forbundet med dansk dødsfald

AstraZeneca-vaccination er officielt kun blevet sat i forbindelse med ét dødsfald i Danmark.

Der var tale om en 60-årig kvinde, som fik en række blodpropper, på samme tid med at hun havde et meget lavt antal blodplader.

Blodpropperne kombineret med lavt antal blodplader er siden blevet anerkendt som en officielt bivirkning til AstraZeneca-vaccinen, hvorfor den ikke længere bruges i Danmark.

De danske sundhedsmyndigheder vurderer, at cirka 1 ud af 40.000 vaccinerede vil opleve den type bivirkninger.

Andre lande bruger den

Vaccinen er stadig i brug i store dele af verden, hvor det vurderes, at fordelene ved vaccinen opvejer risici for de sjældne blodpropper.

Men Sundhedsstyrelsen herhjemme mener, at Danmark har så rig adgang til vacciner, og at smittetrykket i øvrigt er så lavt i øjeblikket, at det ikke er nødvendigt at løbe risikoen med vaccinen.

I andre lande har man indført regler om, at vaccinens fordele kun opvejer ulemperne for en bestemt aldersgruppe. Det skyldes, at risikoen ved at få et alvorligt sygdomsforløb med covid-19 er relativt lav for visse aldersgrupper.

For eksempel får folk under 30 år i Storbritannien tilbudt en anden vaccine end den fra AstraZeneca. I Italien er det kun folk over 60 år, der bliver tilbudt AstraZeneca-vaccinen, mens Belgien kun giver vaccinen til folk over 55 år.

Virksomhed respekterer stop

Den svensk-britiske medicinalvirksomhed AstraZeneca, der står bag vaccinen, respekterer i øvrigt Danmarks beslutning om ikke at bruge selskabets coronavaccine.

Virksomheden offentliggjorde en udtalelse, efter at det blev officielt, at Danmark ikke ville bruge vaccinen.

– Vi anerkender og respekterer Sundhedsstyrelsens beslutning i Danmark.

– Vi vil fortsætte med at samarbejde med lokale tilsyn og myndigheder for at kunne bidrage med data, så de har et godt beslutningsgrundlag, lød det i meddelelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu