ANNONCE

Coronavirus: Dødstal nærmer sig tragisk milepæl

5. februar 2020 05:51 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Alene i Hubei-provinsen er der det seneste døgn rapporteret om 65 nye dødsfald. Det samlede dødstal er nu 490.

Det nye coronavirus har nu taget livet af 490 mennesker i Kina.

Det oplyser de kinesiske myndigheder tidligt onsdag morgen lokal tid.

Det seneste døgn er der rapporteret om 65 nye dødsfald i provinsen Hubei alene.

Det er i Hubei-provinsen, at millionbyen Wuhan ligger. Det er her, at virusset brød ud i midten af december.

Kinas Nationale Sundhedskommission oplyser onsdag, at antallet af bekræftede smittetilfælde i landet nu har nået 24.324. Det sker, efter at 3887 nye tilfælde er blevet opdaget.

Flere smittede på krydstogtskib

Ligeledes onsdag oplyser Japans sundhedsminister, at mindst ti passagerer på et japansk krydstogtskib er blevet testet positive for det potentielt dødelige virus.

De japanske myndigheder havde sat skibet med 3711 mennesker i karantæne og testet de ombordværende for virusset, efter at en tidligere passager var blevet testet positiv i Hongkong.

Ifølge sundhedsminister Katsunobu Kato er der blevet indsamlet prøver fra flere end 200 mennesker.

De ti, der er testet positive, har med hjælp fra kystvagten forladt krydstogtskibet for at modtage behandling.

Hongkong blev tirsdag det andet sted uden for Kina, hvor en coronaviruspatient er død.

Den nu afdøde 39-årige mand boede i Hongkong, men han havde besøgt Wuhan i Kina i sidste måned og kom hjem med tog den 23. januar. Han var ifølge myndighederne diabetiker.

Bekræftet i mere end 20 lande

Ud over Hongkong er der indtil nu kun bekræftet et dødstilfælde uden for fastlands-Kina. Det er sket i Filippinerne.

Coronavirusset er bekræftet i flere end 20 lande.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har erklæret en global sundhedskrise på grund af virusudbruddet, men udtalte tirsdag, at coronavirusset endnu ikke udgør en pandemi – altså en global epidemi.

Således påpegede WHO’s chef, Tedros Adhanom Ghebreyesus, at 99 procent af de bekræftede tilfælde er i Kina.

Udenfor Kina er der kun omkring 200 smittede.

Fakta

Brød ud på marked

Hele miseren om den berygtede coronavirus 2019-nCoV startede i slutningen af 2019, da verdenssundhedsorganisationen, WHO, blev alarmeret om flere udbrud af lungebetændelse i Wuhan i Kina.

Til stor bekymring for organisationen var der ikke andre eksisterende virusser, der mindede om den, der lå bag udbruddene af lungebetændelse. Det bekymrende var, at det var svært at danne sig et overblik over, hvilken effekt virussen har på mennesker, hvis den er ukendt.

Den 7. januar 2020 var der dog gennembrud i sagen om coronavirus 2019-nCoV, da kinesiske myndigheder havde identificeret virussen til at være en coronavirus. Virussen blev på daværende tidspunkt sat i familie med SARS og MERS, som er nogle af verdens farligste sygdomme. Her modtog virusset også navnet coronavirus 2019-nCoV.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu