ANNONCE

Dødsulykke koster landmand 80.000

28. september 2020 18:09 | Af: Newsbreak.dk

En landbrugsmedarbejders død på jobbet koster nu en stor svineproducent en bøde for brud på loven om arbejdsmiljø.

Dødsulykke koster landmand 80.000
En landmand har fået en bøde på 80.000 kroner efter en dødsulykke i en kornsilo. Foto: Local Eyes.

Citathistorie: Fagbladet 3F

En sjællandsk svineproducent har fået en bøde på 80.000 kroner efter en dødsulykke i en kornsilo.

Landmanden har betalt bøden i straffesagen, bekræfter senioranklager hos Midt- og Vestsjællands Politi Jens Berger.

Den 34-årige landbrugsmedarbejder arbejdede for landmanden, som blandt andet ikke havde udleveret en livline til medarbejderen i forbindelse med arbejdet oven på kornet i siloen.

Landmanden havde 12. oktober 2017 sat landbrugsmedarbejderen til at fjerne spirende korn i en kornsilo på sin gård.

Medarbejderen befandt sig oven på korndyngen, da han pludselig forsvandt ned i et hul i kornet og blev levende begravet i den halvfyldte kornsilo med havre.

På siden af siloen var der advarselstavler, der viste, at der kunne være luftlommer i kornet, og at man derfor ikke måtte gå derind.

Men Arbejdstilsynet konstaterede under et tilsynsbesøg på virksomheden få timer efter ulykken, at en række advarselstavler på bagsiden af siloen var “umulige at se”.

Landmanden oplyser til Fagbladet 3F, at han ”ingen kommentarer” har til sin bøde på 80.000 kroner for brud på loven om arbejdsmiljø.

Den 34-åriges enke fik i begyndelsen af 2020 en erstatning på 665.000 kroner.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu