ANNONCE

Dømt for at krænke 106 drenge

16. december 2020 09:38 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Info

En 35-årig mand er idømt seks års fængsel.

Dømt for at krænke 106 drenge
Den 35-årige brugte blandt andet Snapchat til at finde sine ofre. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

En 35-årig mand fra Bramming ved Esbjerg er onsdag idømt seks års fængsel i en omfattende sag om digitale sexkrænkelser af drenge fra hele landet.

Dommen er afsagt af et nævningeting ved Retten i Esbjerg.

Manden – Michael Jensen – blev i sidste uge fundet skyldig i at have kontaktet 106 drenge via sociale medier som Snapchat.

Han brugte falsk identitet og udgav sig for at være teenagepigen “Alberte”, der tilbød nøgenbilleder af sig selv mod at få seksuelle billeder og videoer af drengene retur.

Hvis drengene ikke makkede ret og fortsatte med at sende materiale, truede manden med at offentliggøre de billeder, han allerede havde modtaget.

Manden fik eksempelvis en 10-årig dreng til at onanere sin 13-årige bror for rullende kamera.

Fakta

Groomingens otte faser

1. Den kontaktskabende fase
Her forsøger krænkeren at skabe kontakt til barnet ved at lyve om sin identitet. Kontakten indledes oftest online.

2. Opbygning af venskabet
Når kontakten er etableret, vil krænkeren typisk forsøge at afdække særlige problemer, ønsker eller drømme, som barnet tumler med. Relationen udvikles over flere dage eller helt op til flere måneder.

3. Risikovurdering
Krænkeren vurderer herefter risikoen for at blive opdaget. Typisk vil krænkeren afprøve barnets evne til at holde på en hemmelighed, og danne sig et indtryk af, om barnets forældre eller omsorgspersoner kender til barnets færden på nettet.

4. Den eneste ene
Relationen styrkes, så barnet føler sig forpligtet over for det nye venskab. Barnet opfordres til at betro sig til krænkeren, og relationen testes ved at bede om noget til gengæld for fortroligheden. Relationen behøver endnu ikke at have en seksuel karakter, men hvis barnet er tøvende eller afvisende, så reagerer krænkeren ofte med skuffelse.

5. Det seksuelle tema afprøves
I denne fase antager grooming typisk en mere seksuel karakter. Krænkeren vil begynde at spørge ind til barnets erfaringer med kærester, seksuel aktivitet eller den fysiske udvikling. Krænkeren tilbyder sin viden og erfaring og sender nøgenbilleder af sig selv eller børn i seksuelle situationer for at afprøve barnets reaktion.

6. Det digitale overgreb arrangeres
Her foreslår krænkeren typisk at tale sammen over webcam eller at få tilsendt billeder af barnet. Det begrundes ofte med, at krænkeren vil se barnet, eller at barnets billeder er for dårlige. Krænkeren er i høj grad anerkendende og rosende, men når barnet giver efter, ændrer attituden sig til at være mere truende og krævende. Ofte trues barnet med at billeder eller webcam-optagelser offentliggøres.

7. Det fysiske møde arrangeres
Nogle krænker har som endelig mål at mødes fysisk med barnet for at gennemføre seksuel aktivitet. Ved grooming af yngre børn er det seksuelle tema ikke nødvendigvis blevet introduceret. Barnet kan derfor være af den overbevisning, at de skal mødes med en ven, der har fælles interesser. I sådanne tilfælde er det først ved det fysiske møde, at krænkeren kræver, at barnet medvirker i seksuel aktivitet.

Hvis barnet er tøvende eller afvisende overfor et møde, vil krænkeren som i fase 4 reagere insisterende og med skuffelse. Krænkeren vil typisk også bruge trusler om offentliggørelse af billeder eller optagelser som afpresning til at gennemføre et fysisk møde.

8. Hemmeligheden fastholdes
Gennemgående for denne og de tidligere faser er, at krænkeren understreger det unikke forhold, og at andre ikke vil kunne forstå det, hvorfor barnet må holde det hemmeligt. Ofte vil krænkeren pålægge barnet ansvar, skyld og skam og påstå, at barnet har gjort noget ulovligt og vil blive straffet.

Kilde: Det Kriminalpræventive Råd.

Han kontaktede også tre drenge, mens de sad og så MGP og formåede at få dem til at sende billeder, hvor de onanerede hinanden.

Efter politiets opfattelse var det mandens hensigt at lokke og presse drengene til at mødes, så overgrebene kunne fortsætte fysisk.

Det var nær ved at lykkes, for den 4. april 2018 havde manden aftalt at mødes med en 13-årig dreng på Jerne Stadion i Esbjerg.

Men politiet stod klar til at anholde manden, før der skete noget.

Manden har erkendt sig skyldig i at have besiddet tusindvis af billeder og videoer med børnepornografisk indhold.

Men han afviser, at det var ham, der kontaktede drengene. Det gjorde ifølge den tiltalte en person, han kendte fra Snapchat som “Trader”.

Det er dog ikke lykkedes politiet at identificere “Trader”, og retten har afvist forklaringen som utroværdig.

-Vi er først og fremmest rigtig godt tilfredse med, at nævningetinget i al væsentlighed har fulgt anklagemyndighedens påstand og fundet tiltalte skyldig. Vi er selvfølgelig også tilfredse med, at retten har idømt en fængselsstraf, der afspejler at der er tale om mange og alvorlige krænkelser af mange mindre årige drenge, siger specialanklager Henning Fuglsang Sørensen i en pressemeddelelse.

Videoafhøringer

Som udgangspunkt vil politiet optage de forurettedes afhøringer på video, når ofrene er under 15 år gammel.

Afhøringen foregår i et særligt indrettet lokale, som så vidt muligt er indrettet som en almindelig dagligstue. Her afhøres barnet af en særligt uddannet betjent, mens anklager og forsvarer følger afhøringen på en skærm i et andet lokale.

Det er altså optagelserne fra den slags afhøringer, der blev afspillet i retten.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu