ANNONCE

Dømt for groft racistisk hærværk

6. april 2021 15:16 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

En 28-årig mand er blevet idømt ni måneders ubetinget fængsel for racisme, krænkelse af gravfreden og groft hærværk mod den jødiske gravplads i Randers i november 2019

Dømt for groft racistisk hærværk
Flere end 80 gravsten på en jødisk gravplads blev i november 2019 udsat for organiseret hærværk. Nu er der afsagt dom. (Arkivfoto) - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Et groft, racistisk og antisemitisk hærværk fandt i november 2019 sted på den jødiske gravplads i Randers.

I dag, tirsdag, er en 28-årig mand blevet idømt ni måneders ubetinget fængsel for racisme, krænkelse af gravfreden og groft hærværk for sin del i optrinnet.

Den 28-årige blev allerede i oktober sidste år sammen med en nu 40-årig mand kendt skyldig i at have hældt maling på 84 gravsten, væltet seks gravsten og sat et klistermærke med jødisk davidsstjerne med teksten ”Jude” på en af gravstenene.

Den 40-årige medskyldige blev da idømt et års ubetinget fængsel, men den 28-åriges straf er først udmålt nu, da han skulle mentalundersøges. Den er faldt ud til fordel for, at han er mentalt egnet til straf.

Flere grove episoder

Ud over hærværket på gravpladsen er både den 28-årige og den 40-årige dømt for at have kastet maling på en husfacade, der var dekoreret med to davidsstjerne og for at have overmalet en regnbuefarvet mangfoldighedsbænk.

Efterfølgende fik bænken påsat klistermærker med et logo tilhørende Den Nordiske Modstandsbevægelse, og der blev lagt billeder af den op på hjemmesiden nordfront.dk med en tekst, der var forhånende og nedværdigende over for homoseksuelle personer.

– Der er tale om grove og racistisk motiverede forhold, og jeg er derfor tilfreds med, at den 28-årige blev idømt en ubetinget fængselsstraf. Det er rettens vurdering, at den 40-årige havde en ledende rolle, og da han også var tidligere straffet og blev dømt for yderligere forhold, blev hans fængselsstraf lidt længere end den 28-åriges, siger anklager i sagen Steffen Andersen, i en pressemeddelelse.

Den 28-årige nægtede sig skyldig. Han modtog dommen.

Nye anslag

Dommen er højaktuel set i lyset af, at der også i påsken 2021 har fundet antisemitisk hærværk sted i Danmark.

Natten til søndag blev der begået hærværk mod en jødisk begravelsesplads i Aalborg.

Der er blevet placeret to dukker og hældt maling ud over dem og en mur ind til gravstederne. Desuden er der spredt flyers, hvorpå der henvises til en hjemmeside for den højreradikale bevægelse Nordfront.

Nordfront har omtalt hærværket på sin hjemmeside.

Administratoren for Nordfront, Mikkel Pedersen, skriver til Ekstra Bladet, at Nordfront er “en nationalsocialistisk nyhedsside, som hverken begår hærværk eller aktivisme.”

Han skriver videre, at det er korrekt, at Nordfront “fra aktivister af Den Nordiske Modstandsbevægelse har modtaget rapporter om Pesach-aktivisme fra flere danske byer, hvilke vi har tænkt os at bringe.”

Ifølge ham er Nordfront og Den Nordiske Modstandsbevægelse forbundet, men ikke den samme organisation. Skribenter og redaktører på Nordfront skriver artikler og driver sitet, mens aktivister i Modstandsbevægelsen gennemfører aktivisme, lyder forklaringen.

– Nordfront bakker selvfølgelig op om den aktivisme, som Modstandsbevægelsen udfører, og vi er er indforstået med at være Modstandsbevægelsens talerør og tætte samarbejdspartner, lyder det videre.

Minister oprørt

Justitsminister Nick Hækkerup (S) kalder hærværk mod den jødiske begravelsesplads i Aalborg for “oprørende og dybt beskæmmende”.

– Sagen efterforskes nu af politiet, og det er ganske enkelt forkasteligt, at vi igen skal være vidne til, at gravsteder bliver skændet, lyder det i en skriftlig kommentar fra ministeren.

Han tilføjer desuden, at regeringen arbejder på en national handlingsplan mod antisemitisme.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu