ANNONCE

Dom i kæmpe hash-sag

1. juli 2020 16:47 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

I en større sag om organiseret hashhandel er en mand onsdag idømt to år og tre måneders fængsel. To andre er i forvejen dømt i sagen.

Dom i kæmpe hash-sag
Med onsdagens dom er indtil videre tre personer dømt i den store hash-sag. Arkivfoto: Scanpix.

I alt tre mænd er nu dømt i en større sag om distribution og handel med hash på Sjælland.

En 43-årig mand blev onsdag ved Retten i Lyngby idømt en fængselsstraf på to år og tre måneder for videreoverdragelse af cirka 180 kilo hash.

I forvejen er en 27-årig og en 54-årig mand dømt i sagen.

Den 27-årige blev i juni straffet med et år og tre måneders fængsel for at have bistået med transport af cirka 33 kilo hash, mens den 54-årige mand blev idømt to års fængsel for at have videreoverdraget cirka 100 kkilo hash.

Sagen er efterforsket af efterforskningsfællesskabet Særlig Efterforskning Øst, SEØ, under Københavns Politi.

Anholdt ved to aktioner

SEØ foretog anholdelser i sagen den 9. marts og 6. april i år, og under politiets ransagninger af flere adresser blev der blandt andet fundet cirka 100 kilo hash, cirka 200.000 kroner i kontanter, flere skydevåben og ammunition.

– Med opklaringen af sagen har vi fjernet cirka 100 kilo hash fra gadeplan samtidig med, at vi har optrevlet et distributionsnetværk i Danmark. Det er godt efterforskningsarbejde, og jeg er meget tilfreds med, at retten stort set har fulgt anklagemyndighedens påstand om straf i alle tre sager. Straffene afspejler, at der er tale om organiseret distribution og hashhandel, siger anklagerfuldmægtig Gutti Harryson fra SEØ.

De tre mænd har været varetægtsfængslet siden anholdelsen. Mens den 27-årige har udbedt sig betænkningstid i forhold til at anke sin dom, har de to andre valgt at modtage deres domme.

En fjerde mand er tiltalt for besiddelse af hash til videreoverdragelse samt at have været i besiddelse af en større mængde skydevåben og ammunition. Den sag er endnu ikke afgjort.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu