ANNONCE

Dommen er faldet i blodtappersag

7. februar 2019 10:40 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Retten og anklageren er dog ikke helt enige.

Dommen er faldet i blodtappersag
Kvinden tappede blod fra sin søn igen og igen. Foto: Scanpix.

Opdatering 13.37: 

En 36-årig kvinde fra Skjern idømmes fire års fængsel for systematisk blodtapning af sin søn. Det afgør Retten i Herning.

Original artikel: 

En 36-årig kvinde fra Skjern er kendt skyldig i mishandling af sin søn ved at have tappet ham for blod over en årrække. Det har Retten i Herning afgjort.

Kvinden var tiltalt for gennem fem år at have tappet en halv liter blod om ugen fra drengen.

Hun har erkendt sig delvist skyldig i anklagen.

Retten finder, at der er tale om et legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens paragraf 245.

– Legemsangrebene må henset til systematikken heri betegnes som mishandling, konkluderer retten i kendelsen.

Moren, der er uddannet sygeplejerske, har ikke kunnet forklare, hvorfor hun tappede sin søn for blod.

Ifølge kvindens forsvarsadvokat, René Knudsen, er det sket under påvirkning af Münchhausen by proxy.

Det er en personlighedsforstyrrelse, der kan få en omsorgsperson, typisk en mor, til at påføre sit barn symptomer eller skader for derved at få opmærksomhed. Det er oftest små børn, der er i fare for at blive ofre for personer med lidelsen. Det har Newsbreak.dk tidligere skrevet om. 

Indlagt igen og igen

Kvinden har erkendt at have tappet blod fra sin søn gennem en periode på to til tre år.

Men retten mener, at det er stået på over en længere årrække, som også anklagemyndigheden hævder.

Retten konkluderer, at drengen som følge af blodtapningerne har været igennem utallige hospitalsbesøg og hospitalsindlæggelser “med smerter og ubehag, som de deraf følgende undersøgelser og behandlingsforsøg har medført”.

Retten uenig med anklager

Nævningetinget mener dog ikke, at der er særligt skærpende omstændigheder, sådan som anklager Pia Koudahl har gjort gældende.

Hun har argumenteret for at bringe paragraf 246 i spil, der har en strafferamme på op til ti års fængsel.

Men det afvises af retten, der mener, at åreladningen alene skal dømmes efter paragraf 245 med en strafferamme på seks års fængsel.

Det skyldes ifølge rettens vurdering, at drengen “alene hypotetisk kan have været i livsfare”.

Efter kendelsen er læst op, er kvinden brudt grædende sammen. Hun er ført ud af retten, der nu holder en kort pause.

Herefter er det planen, at anklager og forsvarer skal argumentere for, hvilken straf de finder passende.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu