ANNONCE

Dorte i ekstase: -Vildeste i 35 år

28. april 2021 13:46 | Af: Redaktionen, newsbreak.dk

Butikkerne i Roskilde må lige nu knibe sig selv i armen. Aldrig før har man oplevet stor så en travlhed

Citathistorie: TV2 Lorry

Endelig er der blevet tid til at stille flere varer på hylderne i Imerco på gågaden i Roskilde, der har nemlig været ekstremt travlt siden genåbningen.

– Nogle kunder har spurgt os, om vi var ved at lukke, siden der var så tomt, men det har simpelthen svært at nå at få bestilt varer hjem og få fyldt op, fordi vi havde så travlt med kunder, siger butikschef, Dorte Lykke Olsson til TV 2 Lorry.

Efter mere end to måneders coronanedlukning henover jule- og vintersalget, med fald i omsætningen, blev butikken nærmest løbet over ende af kunder.

– Det startede jo den 1. marts, og det var nogle vanvittige dage. Det var så vildt, at jeg tænkte, det her har jeg aldrig nogensinde oplevet før, og jeg har været her i over 35 år, fortæller butikschefen.

Og Dorthe Lykke Olson er ikke den eneste, der har fået travlt efter genåbningen – resten af detailhandlen har samme oplevelse.

– Det er gået virkelig godt. kunderne har bakket op omkring bymidten her i Roskilde, så det har været en virkelig stor fornøjelse, fortæller formanden for Roskilde Handel, Torben Stevold.

Flere rekorder

Der er faktisk tale om flere rekorder i den danske detailhandel. Da coronaen ramte sidste år gav det voldsomme udsving i økonomien – og i marts i år, kom så den største stigning i omsætningen nogensinde med 19,8 procent. Og ser man omsætningen i forhold til tidligere år, så blev marts også den bedste måned nogensinde.

– Da jeg så tallene første gang, så tænkte jeg bare ”wow”. Det er en enormt stor stigning, lyder det fra seniorøkonom i Dansk Erhverv, Kristian Skriver til TV 2 Lorry.

Ifølge ham, er der en ret simpel forklaring. Danskerne har simpelthen sparet op i de måneder, hvor butikkerne har været lukket, nu kan de endelig få lov at bruge pengene, og samtidig har en del fået udbetalt de indefrosne feriepenge.

Kan ikke indhente tab

På trods af at den store succes ser ud til at være fortsat ind i april, mener Torben Stevold dog ikke, at hans medlemmer vil kunne indhente alt det tabte.

– Jeg er da lidt bekymret, når vi når hen til efteråret, når momsen skal til at betales, og vi begynder at se nogle af de lidt større hjælpepakker blive udfaset. Det er først der, vi ser, hvad det egentlig kommer til at koste for en by som Roskilde, siger han.

Men hos Dorthe Olson i Imerco knokler de på – lige nu er de også i gang med den årlige statusoptælling af alle varer i butikken – en opgave, der normalt skal løses i marts. Men der var altså alt for travlt til den slags.

Og selv om nedlukningen langt fra er glemt – så har den seneste halvanden måned i hvert fald givet kamplysten tilbage.

– Det betyder at vi har en rigtig positiv energi, og tænker ”yes, vi skal bare fortsætte”. Og vi tror på, at det går den rigtige vej, så vi er fulde af optimisme, siger hun.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu