Dyre-hader på spil? Dortes elskede kat ramt af hagl

29. maj 2018 06:02 | Af: Jesper Werge, redaktion@newsbreak.dk

For tredje gang har Dorte Schultz oplevet en fuldstændig vanvittig form for dyremishandling på en af sine katte. Denne gang er det 11 måneder gamle Robbie, der blev skudt med et haglgevær eller lignende.

– Det er grusomt. Jeg er rystet over, at det her kan finde sted.

Sådan siger Dorte Schultz, der bor i et ellers ganske roligt parcelhuskvarter i sjællandske Køge.

Fredag 25. maj blev Dortes elskede kat ramt af hagl – og det er desværre langt fra første gang, at der sker noget i den retning.

Kom hjem med stort blødende hul

– Det er faktisk tredje gang, at vi er ude for, at der bliver skudt efter vores katte, og jeg forstår simpelthen ikke, hvad der er galt, forklarer Dorte Schultz til Newsbreak.dk over telefonen.

Den kat, som det i fredags gik ud over, er den næsten 11 måneder gamle Robbie, som Dorte Schultz har adopteret.

– Det er så synd for Robbie, der om formiddagen kom hjem til os med et stort og blødende hul i siden. Den var meget skræmt og havde helt klart smerter, påpeger Dorte Schultz.

Har aldrig modtaget en konkret klage

Katten kom med det samme til dyrlæge, hvor det kunne konstateres, at der sad et hagl i bughulen. Et hagl, der enten stammer fra et luftgevær eller en luftpistol.

– Det er nu tredje gang, at vores katte er udsat for den her form for dyremishandling. Og vi har til dato aldrig modtaget en eneste klage omkring vores kattes færden, fortæller Dorte Schultz.

Faktisk bor hun og familie i et parcelhuskvarter, hvor der er masser af medvind til både katte og hunde og andre kæledyr.

Frygter at hun må flytte fra området

Dorte Schultz er naturligvis rystet over episoden, og reelt har hun overvejelser om at flytte fra området.

– Det er jo helt vildt, hvis det skal være konsekvensen. Det kan godt være, at der er en, som har noget imod vores kat, men så kunne det måske klares ved at kontakte os, i stedet for at optræde på denne vanvittige måde, pointerer hun.

Lørdag 26. maj lagde Dorte Schultz dette opslag op på Facebook (artiklen fortsætter under billedet):

En del negative kommentarer

Opslaget har høstet masser af kommentarer, ligesom det er blevet delt og liket stor stil. Men det er ikke alle kommentatorer, der bakker Dorte Schultz og Robbie op.

– Det er kommet en del negative indlæg, som blandt andet handler om, at jeg skal holde min kat på egen matrikel. Alle de negative har jeg valgt ikke at kommentere på, for det kommer der ikke noget godt ud af, understreger Dorte Schultz.

De positive tilbagemeldinger er da heldigvis også i stort overskud – og det varmer naturligvis “kattedamen”.

Er glad for enorm opbakning

– Jeg er så glad for den enorme opbakning. Nu håber jeg bare, at politiet gør en indsats for at fange den skyldige. Det kunne jeg godt bruge, fortæller hun.

Dorte Schultz har indtil videre valgt at holde katten inden døre, men det er ikke på sigt en gangbar løsning.

– Der er jo tale om dyr, som trives bedst i det fri. Robbie har aldrig været en kat, der rendte langt væk, for når jeg kalder på den, så kommer den, pointerer Dorte Schultz.

Vil gerne have erstatning for dyr regning

Politiet er som sagt informeret – og de har også fået det hagl, som Robbie bar rundt på tæt ved sin lever.

– Vi er mange, der håber, at retfærdigheden vil ske fyldest, for det er bare helt grotest, understreger hun.

Også en dyrlægeregning på hele 8000 kroner håber Dorte Schultz, at hun kan få dækket i forbindelse med en eventuel kommende politisag.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu