ANNONCE

DR-koryfæ død

27. marts 2021 08:45 | Af: Ritzau Fokus

Hans V. Bischoff formåede at gøre økonomisk stof letfordøjeligt for mange seere. Han sov fredag stille ind

DR-koryfæ død
TV-journalisten Hans V. Bischoff gjorde gennem en menneskealder danskerne klogere. Foto: Scanpix

Journalist og tv-vært Hans V. Bischoff, der især er kendt for sin tid på DR, er død. Han sov stille ind fredag, 88 år gammel.

Det oplyser familien til Ritzau.

Hans V. Bischoff er af mange formentlig bedst kendt for at have godt styr på det økonomiske stof. Det blev også hans hovedopgave hos DR, hvor han var fra 1975 til 2002 formåede at gøre stoffet let at forstå for mange af TV Avisens seere.

Han blev kendt som den venligt smilende mand med rullekrave og fløjlsjakke, der havde styr på og kunne udlægge tallene, hvilket også førte til en tilbagevendende rolle som valgvært.

Også som studievært på TV Avisen var han skattet. Det var de år i monopolets dage, hvor man i DR spøgte med, at der var to personer i Danmark, der var så kendte, at man ikke behøvede at skrive deres navn på skærmen.

Den anden var dronning Margrethe.

Hans V. Bischoff efterlader sig sin hustru, tre børn, fire børnebørn og fire oldebørn.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu