ANNONCE

Dråber kan måske bremse dette problem

26. december 2020 21:25 | Af: Ritzau Fokus

Hvert femte barn i Danmark er nærsynet. Et forsøg med 150 børn skal vise, om et lægemiddel kan gavne.

Dråber kan måske bremse dette problem
Maria Wahl Larsen er blandt de 150 børn, som i en forsøgsordning skal dryppe øjne hver aften. Hun håber, det kan forhindre hendes nærsynethed i at blive værre. Foto: Emil Helms/Scanpix

Inden Maria Wahl Larsen lægger sig til at sove om aftenen, drypper hun sine øjne. En dråbe i hvert øje i et håb om, at det kan forhindre hendes nærsynethed i at udvikle sig. Især når hun i fritiden dyrker kunstrulleskøjteløb, mærker hun, at synet er dårligt. Det skulle nødig blive værre.

– Hvis ikke jeg har brillerne på, kan jeg ikke genkende ansigterne på dem i den anden ende af gymnastiksalen. De skal være tæt på mig, før jeg kan se dem, siger Maria Wahl Larsen.

Hun er langtfra alene. Forekomsten af nærsynethed er i løbet af de seneste 20 år steget flere steder i verden. Også i Danmark, hvor cirka hvert femte barn er nærsynet.

Håb om flotte resultater

Et nyt forsøg med 150 børn fra 6 til 12 år, tilknyttet øjenafdelingerne på Rigshospitalet, Vejle Sygehus eller Aarhus Universitetshospital, skal vise, om øjendråber med et indhold af lægemidlet atropin kan bremse udviklingen.

Ifølge læge og forsker i nærsynethed hos børn Anders Hvid-Hansen, Rigshospitalet, viser erfaringer fra Asien, at dråberne kan halvere udviklingen.

– Vores håb er, at vi kan opnå samme flotte resultater med danske børn. Hvis vi kan bremse deres nærsynethed, vil det betyde, at risikoen for at udvikle mere alvorlige følgesygdomme, i værste fald nethindeløsning, kan minimeres, siger Anders Hvid-Hansen.

Kan helt fjernes

På længere sigt kan det vise sig, at nærsynethed måske helt kan forebygges med dråberne. Det undersøges i øjeblikket i Asien.

– Falder det positivt ud, kan man forestille sig, at vi kan give dråberne til børn, der har nærsynede forældre, og dermed minimere risikoen for, at nærsynethed går i arv, siger Anders Hvid-Hansen.

Ifølge formand for Danske Øjenlægers Organisation Jens Lundgaard Andresen bliver det spændende at følge, om de asiatiske erfaringerne kan overføres til danske børn.

Men samtidig er det vigtigt at være opmærksom på, at et dansk studie allerede har vist, at begrænset adgang til skærme og mere udetid kan hjælpe børnene.

– Vi ved, at børn, der er meget ude og bruger mindre tid med skærmen, udvikler en mindre grad af nærsynethed. Vi kan ikke forklare hvorfor, men måske er det lyset og det, at øjet får lov at hvile, når man er ude, der har betydning, siger Jens Lundgaard Andresen.

Fakta

Forsøg med øjendråber

Forekomsten af nærsynethed er i løbet af de seneste 20 år steget flere steder i verden. Også i Danmark.

Et forsøg med 150 børn fra 6 til 12 år, tilknyttet øjenafdelingerne på Rigshospitalet, Vejle Sygehus eller Aarhus Universitetshospital, skal vise, om øjendråber med et indhold af lægemidlet atropin kan bremse udviklingen.

LÆS her mere om forsøget og om nærsynethed:

FORSØGET:

* I første omgang skal forsøget vise, om øjendråberne kan bremse nærsynethed hos børn, som allerede er nærsynede. På børn i Asien har dråberne vist sig at have en effekt.

* I Asien er der forsøg i gang, som skal vise, om dråberne helt kan forebygge nærsynethed. Kan de det, vil danske børn af nærsynede forældre måske på et tidspunkt kunne komme med i et forsøg.

NÆRSYNETHED:

* Når man er nærsynet, er synet skarpt på kort afstand, men sløret på lang afstand.

* Hvert femte danske barn er nærsynet. Det er en stigning i forhold til tidligere, hvor tallet lå på cirka ti procent.

* Svær nærsynethed er forbundet med risiko for alvorlige øjenkomplikationer, herunder nethindeløsning, der kan medføre blindhed. Derfor forskes der i at bremse eller helt forhindre udviklingen af nærsynethed hos børn.

* Nærsynethed kan være arveligt. Men meget nærarbejde, som for eksempel læsning og skærmbrug, kan også udløse nærsynethed hos disponerede personer.

* Nærsynethed skyldes en brydningsfejl, hvor lyset i stedet for at fokuseres på nethinden samles i et punkt foran nethinden. Det sker typisk, fordi øjet vokser ukontrolleret, og dets længdeakse derfor bliver for lang.

* Lægemidlet atropin har muligvis en effekt på øjets vækst.

Kilde: Patienthåndbogen, Rigshospitalet og Øjenforeningen

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu