Drab på 29-årig: Politiet frigiver nu dødsårsag

11. juli 2018 15:02 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

29-årige Nick Jørgensen blev ramt af flere skud søndag morgen i landsbyen Mullerup.

Drab på 29-årig: Politiet frigiver nu dødsårsag
Politiet efterforsker fortsat sagen om drabet på en 29-årig mand søndag morgen i Mullerup syd for Kalundborg. Foto: Mathias øgendal/arkiv/Scanpix

Drabet på en 29-årig mand i landsbyen Mullerup på Vestsjælland søndag morgen skyldes et opgør i det kriminelle miljø.

Det vurderer politiet onsdag, hvor man også oplyser, at offeret blev ramt af flere skud. Og nu er obduktionen også klar – og dermed dødsårsagen.

Nick Jørgensen døde som følge af indre blødninger, har en obduktion ifølge Midt- og Vestsjællands Politi vist.

Tre mænd opsøgte den 29-årige kort før klokken ni søndag morgen. Her affyrede de flere skud mod ham, inden de kørte væk i en mindre grå bil.

Politiet oplyste forleden, at man har modtaget “en masse” henvendelser fra borgere.

Onsdag takker politiet for de mange tip. Men man er fortsat interesseret i at høre fra folk, der har oplysninger.

Offerets kæreste var til stede på adressen ved forbrydelsen, har Ekstra Bladet tidligere rapporteret.

Endnu har politiet ikke udsendt noget signalement af de tre gerningsmænd.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu