ANNONCE

Drab og terror: Nu vil han forklare sig

7. maj 2020 08:47 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Sagen mod den terrortiltalte nordmand Philip Manshaus begynder torsdag.

Drab og terror: Nu vil han forklare sig
Philip Manshaus var under sagens første retsmøder i august svært forslået. Foto: Scanpix/AFP

Opdatering 10.27:

Manshaus har indledningsvis nægtet sig skyldig.

Original:

Når den 22-årige nordmand Philip Manshaus, der er tiltalt for et terrorangreb mod al-Noor-moskeen i den norske by Bærum samt drabet på sin egen stedsøster, får ordet i retssagen, vil han komme med en lang forsvarstale.

Det skriver den norske avis VG, der følger sagen, der har første retsdag torsdag, tæt.

Ifølge VG har Manshaus forberedt en timelang tale, hvori han påberåber sig nødret på vegne af det europæiske folk.

Den 22-årige mener, at “de vestlige myndigheder er gennemsyret af uønsket ideologi og ude af stand til at forsvare sig en kommende racekrig.”

Manshaus erkender at have udført handlingerne, men nægter sig skyldig i strafspørgsmålet, forklarer forsvarsadvokat Audun Beckstrøm til VG:

– Han ønsker frit at kunne forklare, hvorfor han udførte terrorangrebet og er villig til at svare på spørgsmål. Det er vigtigt i et retssikkerhedsperspektiv, siger advokaten.

Hvad skete der?

Politiet mener, at Manshaus lørdag den 10. august gik til angreb mod moskéen al-Noor-moskeen i Bærum tæt på Norges hovedstad, Oslo.

Senere lørdag fandt politiet liget af den mistænktes 17-årige stedsøster på en adresse i Bærum, der har tilknytning til den sigtede. Politiet har sigtet ham for at slå søsteren ihjel.

Den 21-årige nordmand ankom med et svært forslået ansigt til retten – formentlig et vidnesbyrd om, at han blev overmandet i moskéen.,

Ifølge Aftenposten var det den 65-årige mand Mohamed Rafiq, der i moskéen kaldes “bedstefar”, der overmandede gerningsmanden.

To våben blev fundet inde i moskéen, men det er hidtil ikke bekræftet, hvilken type våben der er tale om. Politiet har dog bekræftet, at der er blevet affyret flere skud inde i moskéen.

Forvaring

I sagen har den norske anklagemyndighed nedlagt påstand om forvaring.

Det har de fordi, man vurdrer, at Manshaus kan finde på at udføre lignende handlinger i fremtiden, hvis ikke hans tanker om en europæisk racekrig ændrer sig.

Manshaus er erklæret tilregnelig og egnet til straf.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu