ANNONCE

Fængslet for drabsforsøg på 17-årig

4. maj 2021 16:53 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

En dreng på 17 år blev ramt af skud i ryggen i Køge sidste år. Nu er fire mænd dømt

Fængslet for drabsforsøg på 17-årig
Drabsforsøg i Køge koster unge mænd 14 års fængsel. Foto: Scanpix.

Det koster fire unge mænd fængselsdomme på 14 og 16 år, at de i januar sidste år skød mod nogle biler i Køge og ramte en 17-årig dreng i ryggen.

Retten i Roskilde har tirsdag dømt de fire mænd for drabsforsøg. De lange fængselsstraffe har retten fastsat efter, at det skete som led i bandekonflikt eller kunne fremkalde en bandekonflikt.

Det fremgår af dommen, der er beskrevet på rettens hjemmeside.

Ifølge det regionale medie sn.dk er 22-årige Jonas Habeeb, 20-årige Nasim Nezami og 27-årige Mat Larsen idømt 14 års fængsel.

21-årige Eliaz Jameel Ahmed straffes derimod med 16 års fængsel. Det skyldes, at han har en reststraf på 968 dage fra en tidligere dom, som regnes med i straffen.

Der blev benyttet to forskellige skydevåben til drabsforsøget, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

En dømt udvises

Tre af de dømte er danske statsborgere, men Jonas Habeeb er iraker, og han udvises for bestandig, skriver sn.dk.

Det var den 21. januar 2020 på Karlemosevej i Køge, at de tiltalte fra to biler affyrede adskillige pistolskud mod nogle andre biler, hvori der var flere personer. Den ene – en dreng på 17 år – blev ramt i ryggen og kom i livsfare.

De fire dømte er i dommen også blevet tildelt et forbud mod at opholde sig i Køge by i otte år efter løsladelsen.

De fire dømte har alle anket.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu