ANNONCE

Kvinde savnet: Drabsmistænkt varetægtsfængslet

16. november 2020 19:03 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

I tre uger har en kvinde været savnet. Politiet mener, at hun er dræbt, men det er uvist, om hun er fundet.

Kvinde savnet: Drabsmistænkt varetægtsfængslet
Nordsjællands Politi med teknikere har mandag været til stede ved hus på Nialsvej i Frederikssund, som ifølge oplysninger fra tingbogen tilhører den savnede Maria From Jacobsen. En 44-årig mand er varetægtsfængslet for at have dræbt hende. Foto: Presse-Fotos.dk/Ritzau Scanpix A/Scanpix

En 44-årig mand, der er sigtet for drabet på den 43-årige Maria From Jacobsen fra Frederikssund, er i et grundlovsforhør ved Retten i Hillerød blevet varetægtsfængslet i foreløbig to uger.

Det oplyser senioranklager Kenn Jørgensen fra Nordsjællands Politi.

I tre uger har Maria From Jakobsen været savnet. Hun forlod sit hjem den 26. oktober, og ifølge en tidligere udsendt efterlysning fra Nordsjællands Politi var hun i “nedtrykt tilstand”.

Hun havde taget en mindre taske med lidt tøj samt nogle kontanter med sig, men havde efterladt sin telefon, computer og betalingskort i hjemmet, lød det.

Ifølge efterlysningen skulle Maria From Jacobsen have forladt hjemmet i en hvid Chevrolet Spark. Bilen blev ifølge B.T. senere fundet på Rødkildevej ved Bellahøj i Københavns Nordvestkvarter af en beboer i området.

Hun afspærret

Søndag aften skete der tilsyneladende noget i sagen.

Et hus i et villakvarter i Frederikssund blev afspærret, og mandag har politiet arbejdet på stedet.

Maria From Jacobsen ejer sammen med sin mand huset. Det har de gjort siden 2012. Sammen har de fire børn. De købte huset tilbage i 2012, hvor de flyttede til Frederikssund fra Skibby i Hornsherred.

Det fremgår dels af oplysninger fra tingbogen og dels af oplysninger fra hjemmesiden for det sted, hvor manden er ansat.

Lukkede døre

Mandag kunne politiet så oplyse, at en person var blevet anholdt og sigtet for at have dræbt Maria From Jacobsen.

Politiet har været meget tilbageholdende med oplysninger om sagen. Det er således uvist, om politiet har fundet kvindens lig.

Man ville forud for grundlovsforhøret mandag eftermiddag heller ikke oplyse noget om den anholdte. Ifølge Ekstra Bladet er der tale om en 44-årig mand, som dommeren valgte at beskytte med et navneforbud.

Dommeren fandt, at der er en begrundet mistanke mod manden, og at der er grund til at tro, at han vil lægge hindringer i vejen for efterforskningen, hvis han er på fri fod, oplyser Kenn Jørgensen.

Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, så offentligheden er afskåret fra at høre, hvorfor politiet mistænker den pågældende mand for drab, ligesom hans forklaring foreløbig er ukendt.

Det er dog kommet frem, at han nægter sig skyldig, og ifølge senioranklageren overvejer han, om han vil kære fængslingskendelsen til landsretten.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu