ANNONCE

Drabssag: Eftersøgt anholdt

16. september 2020 12:12 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

En efterlyst 25-årig mand er blevet anholdt i Tyskland. Han er mistænkt for at have været involveret i stor narkohandel, der kobles til drab.

Drabssag: Eftersøgt anholdt
En 40-årig mand er varetægtsfængslet og sigtet for drabet. Foto: Øxenholt Foto

Opdatering: De to personer er nu anholdt. Derfor er billeder og navne fjernet fra artiklen.

Original artikel:

Tysk politi kunne tirsdag aften anholde en 25-årig mand, der i danske medier blev efterlyst med navn og foto. Han er mistænkt for at have spillet en rolle i en stor narkotikahandel, som ledte til drabet på den aarhusianske rapper Shmur.

Han blev fundet skudt på travbanen i det sydlige Aarhus. Forinden, er politiets teori, er han blevet skudt og siden kravlet hen til staldbygninger på stedet. Her blev han fundet af en forbipasserende.

Politiet mener, at drabet skyldes uoverensstemmelser i forbindelse med en større hashhandel i millionklassen. Den skulle foregå mellem to persongrupper. En 40-årig mand sidder i forvejen fængslet og sigtet for selve drabet, der skete 22. juli.

– Vi har et rigtig godt samarbejde med tysk politi, og det var medvirkende til, at vi nu har fået fat i den mistænkte. Vi er fortsat i fuld gang med efterforskningen af både selve drabet og narkohandlen, som vi mener hænger tæt sammen, siger vicepolitiinspektør Lennart Glerup fra Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet i Østjylland har anmodet de tyske kolleger om at få den 25-årige udleveret.

Den 25-årige blev efterlyst ledsaget af en 45-årig mand ved navn Mike Birkholm Bruus. Han er fortsat eftersøgt.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu