Dræbt betjent efterlader sig datter på to år

25. juli 2019 10:23 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Den betjent, der natten til tirsdag blev dræbt i en voldsom ulykke på Langebro i København, efterlader sig en toårig datter og en gravid kone.

Del:

Natten til tirsdag stødte fire biler sammen på Langebro i København. Én person omkom ved den voldsomme ulykke. Den dræbte var en 35-årig betjent fra Københavns Politi, der tilfældigvis blev indblandet i ulykken, mens han var i tjeneste.

Nu har Thin Blue Line Denmark, en støtteforening, der har til formål at yde økonomisk støtte til polititjenestemænd og andre ansatte ved politiet, som er kommet alvorligt til skade i tjenesten, oprettet en indsamling til betjentens efterladte.

Betjenten efterlader sig nemlig både en gravid kone og en kun toårig datter.

Disse går indsamlingen ubeskåret til, skriver Thin Blue Line Denmark på Facebook.

“Verden går i stå og tilbage står de nærmeste efterladte, familien, vennerne og kollegaerne med et ubeskriveligt tomrum,” skriver Thin Blue Line Denmark videre.

Var på job

Københavns Politi har oplyst, at den 35-årige politimand var i tjeneste, da han tilfældigt blev impliceret i ulykken

– Han var en vellidt kollega, som efterlader et stort tab hos Københavns Politi. Mine tanker og dybeste medfølelse går til de pårørende, siger chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov i en pressemeddelelse.

25-årig mand sigtet

Ulykken skete kort før klokken halv et natten til tirsdag. Her kørte seks-syv biler sammen på Langebro, som forbinder Københavns indre by med Amager. Hovedstadens Beredskab oplyser i sin døgnrapport, at flere personer kom til skade ved ulykken, og at redningsmandskabet anvendte hydraulisk værktøj til at frigøre en person.

Ifølge Københavns Politis oplysninger til Newsbreak.dk stak en 25-årige umiddelbart efter ulykken af, men han blev hurtigt anholdt.

Han er siden blevet sigtet for uagtsomt manddrab og sidder varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger.

Manden er mistænkt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder og for i grov kådhed at have udsat andres liv for fare.

– Min klient nægter sig skyldig, lyder det fra forsvarsadvokat Bjørn Caning.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu